*

Europa

Påstået voldtægt af 13-årig har udløst diplomatisk strid mellem Tyskland og Rusland

Tysk politi dækker over voldtægt, siger russerne. Bland jer udenom, siger tyskerne.

Sagen om en 13-årig pige, som angiveligt blev bortført i Berlin, har udløst hårde politiske ord mellem Rusland og Tyskland. Foto: Franka Bruns/AP

Den 11. januar forsvandt en 13-årig tysk-russisk pige i Berlin.

Hun dukkede op igen 30 timer senere og fortalte, at hun var blevet bortført og voldtaget af ukendte mænd.

Historien bredte sig hurtigt på de sociale medier, hvor gerningsmændene blev omtalt som flygtninge, og et russisk medie anklagede politiet for at dække over forbrydelsen. Således valgte politiet i Berlin at ty til Facebook for at korrigere de mange rygter.

»Ja, det er rigtigt - pigen var kortvarigt meldt savnet og er imellemtiden kommet tilbage. Vi er bekendt med, at forskellige udtalelser om sagen bliver diskuteret på de sociale medier. Fakta er - ifølge efterforskningen udført af vores LKA (Landeskriminalamt, red.) - var der hverken tale om bortførelse eller voldtægt,« lød det den 18. januar.

+++ Information zum Vermisstenfall einer 13-Jährigen +++In den letzten Tagen ist uns aufgefallen, dass das Interesse...Posted by Polizei Berlin on Monday, January 18, 2016

Men pigens forældre fortæller til Berliner Zeitung, at hun blev bortført på vej til skole af »sydlandsk« udseende mænd, som tilbød hende et lift. I stedet kørte de hende ifølge pigens oprindelige forklaring til en lejlighed, hvor hun blev slået og voldtaget flere gange. Hun blev fundet næste dag af forbipasserende i bydelen Hellersdorf.

Tysk politiledelse: Drop efterforskningen mod flygtninge

Pigen skal i første omgang have fortalt denne historie til politiet, men familien mener, at hun efterfølgende blev presset til at ændre forklaring og i stedet sige, at hun frivilligt gik med mændene.

Sikkert er det dog ifølge politiet, at pigen har haft sex.

Til Der Spiegel siger en talsperson for anklagemyndigheden, at man efterforsker sagen som børnemisbrug, fordi pigen er under den seksuelle lavalder, men at meget tyder på, at det seksuelle samkvem er sket frivilligt. To personer er sigtet i sagen - ingen af dem er flygtninge, men de skal være af tyrkisk herkomst.

At pigen, som er russisk statsborger, skal have haft sex med de to mænd før sin forsvinden, bidrager blot til mystikken.

»Vi ved indtil videre ikke, hvad der er sket i forsvindingsperioden,« siger talspersonen til Der Spiegel.

Men på de sociale og mere etablerede russiske medier er man ikke i tvivl.

Ifølge Der Spiegel talte man på én russisk tv-kanal om, at pigen skal være blevet gruppevoldtaget af flygtninge, mens en anden havde talt med pigens tante og atter andre fortalte om, at henholdsvis fem og tre mænd stod bag gerningen, som ifølge russiske medier har vakt stor opstandelse i det russiske miljø i Berlin.

Tyskland: Nej til asylansøgere fra Algeriet og Marokko

AFP beretter, at den grædende tante i detaljer fortalte om bortførelsen og voldtægten på russisk statsfjernsyn, som også kunne vise billeder fra en påstået demonstration med ruslandstyskere, heriblandt pigens familie. Det viste sig dog, at demonstrationen var arrangeret af det nationalsocialistiske parti NPD.

Ikke desto mindre nåede sagen forleden op på højeste niveau. Under et pressemøde, som den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, afholdt, følte han sig kaldet til at kommentere sagen, som han mere eller mindre indirekte kædede sammen med tysk politis ageren i overgrebssagerne fra Köln nytårsnat.

Her blev politiet i første omgang beskyldt for at dække over de mange krænkelser, som blev begået af udlændinge.

»Jeg håber ikke, at disse migrationsproblemer fører til, at man overmaler virkeligheden med politisk korrekthed af indenrigspolitiske årsager,« sagde han og understregede, at pigen »helt klart ikke forsvandt frivilligt i 30 timer.« 

Tysk by lukker svømmehal for mandlige flygtninge

Lavrovs tyske kollega Frank-Walter Steinmeier var dog ikke synderligt begejstret for den russiske indblanding og pointerede, at der ikke var nogen grund til at udnytte sagen »til politisk propaganda og forsøge at få indflydelse på og ophidse en allerede vanskelig, intern, tysk migrationsdebat.«

I stedet, mente han, burde de russiske myndigheder afvente efterforskningen af sagen. 

Men disse ord ville Lavrov ikke sidde overhørig, og han gjorde det klart, at Steinmeiers usædvanligt hårde ord var et tegn på, at »alt ikke er, som det skal være,« og understregede, at der ikke er tale om, at Rusland blander sig i interne anliggender.

Men, tilføjede han, »vores tyske venner kommenterer regelmæssigt og meget oftere end os aspekter af Ruslands indre anliggender, ikke kun når det gælder menneskerettigheder, men også på andre områder.«

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: Den russiske omfavnelse
Henning Højen, Vesterbro 17, Gedsted
O.K. Jensen tager 20/7 Rusland i forsvar og mener, deres handlinger for tiden er forårsaget af Vestens – Natos og EU’s – såkaldte grådighed efter udvidelse.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International

Brexit: Det økonomiske ragnarok kom ikke – endnu

Den britiske regering bombarderede vælgerne med dommedagsprofetier op til EU-afstemningen i juni. Brexit ville føre til et økonomisk ragnarok, lød det, men en måned senere har det stadig ikke vist sig. Faren for en alvorlig nedtur lurer dog stadig.
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her