*

Europa

EU indleder undersøgelse af Polen

Udgør skridt fra den nye polske regering en systematisk trussel mod retssamfundet? EU-Kommissionen indleder undersøgelse.

Bruxelles

EU-Kommissionen har onsdag igangsat en indledende undersøgelse af, om indgreb fra Polens nye regering mod landets forfatningsdomstol bryder unionens demokratiske principper.

Den opsigtsvækkende beslutning blev taget bag lukkede døre af kommissionens samlede kollegium af kommissærer, men Frans Timmermans, kommissionens hollandske næstformand, sagde ved en pressebriefing, at målet først og fremmest var »på en objektiv måde at få klargjort fakta« og »at indlede en dialog med de polske myndigheder uden på forhånd at have taget besluttet det næste skridt.«

»Vores mål er at løse disse spørgsmål; ikke at komme med beskyldninger eller at gå ind i en polemisk diskussion,« sagde Timmermans.

Med skridtet tager kommissionen for første gang en ny procedure i brug, som blev vedtaget sidste år – bl.a. efter dansk pres – som et værktøj, når lande ikke lever op til unionens demokratikriterier under artikel 7.

I værste fald kan det føre til brugen af den såkaldte A-bombe, hvor et land fratages sin stemmeret i EU. Det er dog aldrig sket.

Proceduren, som kom til verden efter en lignende sammenstød med Ungarn, giver formelt kommissionen ret til at vurdere udviklingen i et land.

Næste skridt vil være at kommissionen kommer med konkrete anbefalinger til tiltag, som den polske regering bør tage, hvis det altså vurderes, at dens ændringer af forfatningsdomstolens procedurer kan betegnes som en »systematisk trussel« mod det polske retssamfund.

Ekspert: Polen bliver ikke skræmt af EU-granskning

Indtil videre har den polske regering ikke set velvilligt på kommissionens overvejelser, og pressen har de seneste dage været fyldt med gensidige beskyldninger mellem Warszawa og Bruxelles.

Blandt andet har den polske justitsminister Zbigniew Ziobro i et brev beskyldt kommissionen for at komme med »uberettigede beskyldninger« og for at »mangle viden om den faktuelle udvikling.« Ziobro har også kraftigt antydet, at Timmermans som selv er socialdemokrat, er motiveret af en ideologisk forskel til Polens højrenationalistiske og konservative regeringsparti.

Trods det insisterede Timmermans på, at kommissionens beslutning kan få en positiv effekt.

»Polen er en meget vigtig medlemsstat. Det er tydeligt, at der er et ønske om dialog med os, og jeg tror på, at det vil føre til et resultat,« sagde han.

De kontroversielle skridt, som Polens regering kritiseres for, er bl.a., at den har annulleret udnævnelser af medlemmer til domstolen, som den tidligere regering gennemførte, for i stedet at udpege sine egne, mere partiloyale personer. Samtidig har den ændret domstolens procedurer, så der nu skal mere end to tredjedele af dommerne til at blokere nye love. 

S: Alvorligt EU-skridt mod Polen er helt nødvendigt

Kommissionens beslutning skyldes ifølge Timmermans dog især, at flere afgørelser fra forfatningsdomstolen ikke respekteres af statslige institutioner.

»Og det er alvorligt for ethvert retssamfund,« sagde kommissionens næstformand og understregede, at han også er opmærksom på ændringer af medieloven, som rejser spørgsmål om mediefrihed og pluralisme i medierne.

Kommissionen ventes at vurdere i marts, om der er grund til at gøre mere i sagen.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her