*

Breaking
Gratis på SMS: Send JPBREAK til 1218 | Få nyheden på mail
Europa

Efterspørgslen på peberspray er steget markant efter Köln-overgreb

Slovakiets premierminister anmoder om ekstraordinært EU-topmøde efter overfaldene på et stort antal kvinder i den tyske by Köln nytårsaften.

Det var foran Hovedbanegården i Köln at størstedelen af overgrebene mod kvinder fandt sted nytårsaften. Foto: Hermann J. Knippertz/AP

Masseovergrebene i Köln nytårsaften har fået tyskerne til at forsyne sig med midler til selvforsvar i stor stil.

Butikkerne har siden årsskiftet kunnet mærke en massiv stigning i efterspørgslen af særligt peberspray, oplyser den administrerende direktør for sammenslutningen af tyske våbenhandlere (VDB), Ingo Meinhard, fredag.

Christoph Kuttner, indehaver af en våbenbutik i den tyske by Essen, der ligger en times kørsel fra Köln, kan nikke genkendende til den stigende efterspørgsel på peberspray, som han siger har været stor siden nytår.

»De mennesker, der kommer til os, er bange,« siger han til den tyske avis Die Welt og fortsætter:

»Mange kunder siger, at de helt konkret ikke længere føler sig sikre i Köln«.

Politichef i Köln træder tilbage efter masseovergreb

At efterspørgslen på peberspray er steget i den tyske befolkning og har gjort det den sidste uges tid, er tydeligt at se, hvis man kigger nærmere på, hvilke søgninger efter ordet »peberspray«, tyskerne har foretaget.

Nedenfor ses internetsøgninger efter »peberspray« for de seneste 30 dage. Her kan man tydeligt se den kraftige stigning i antallet af søgninger foretaget efter nytår.

Foto: Screendump/Google Trends

Kigger man i stedet på de seneste syv dage, kan man se, at søgningerne efter peberspray stiger dag for dag.

Foto: Screendump/Google Trends

Søgningerne i Tyskland er jævnt fordelt over hele landet, men topper, som det ses illustreret nedenfor, i det område, hvor Köln ligger.

Foto: Screendump/Google Trends

Overgrebene i Köln nytårsaften, hvor seksuelle overgreb og røverier udført af op imod 1.000 mænd af nordafrikansk og arabisk afstemning på en banegård i Köln, har fået mindst 121 kvinder til at anmelde overgreb fra befamling og røveri til mindst en fuldbyrdet voldtægt.

Også i Hamburg, schweiziske Zürich og finske Helsinki har myndighederne modtaget et usædvanligt højt antal anmeldelser om seksuelle overgreb nytårsaften, skriver AFP.

Masseovergrebene i Köln har vakt forargelse i Tyskland og skærpet debatten om de mange asylansøgere, der kommer til landet.

Flere europæiske byer ramt af nytårsovergreb

Slovakiets premierminister, Robert Fico, har på et pressemøde fredag meldt ud, at han anmoder om et ekstraordinært EU-topmøde om overfaldene i Köln.

»Det vil blive nødvendigt at indkalde til et ekstraordinært topmøde,« siger han til nyhedsbureauet AFP med henvisning til krisen, som overgrebene har medført.

Robert Fico siger, at han også vil anmode EU's præsident, Donald Tusk, og EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, om at fremskynde forstærkningerne af grænsekontrollen ved EU's ydre grænser. 

Den slovakiske regeringsleder vil nu sende et brev til de to mænd og bede om et topmøde, hvor grænsekontrollen kan blive drøftet.

I Prag siger talsmænd for regeringen på Twitter, at Tjekkiet støtter alle skridt, der fører til hurtigere grænsekontrol. Også et ekstraordinært topmøde.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her