*

Europa

Tragedien ved Europas grænser: Historien om billedet, der chokerer verden

Billedet af en død kurdisk dreng er blevet symbolet på den tragedie, som lige nu udspiller sig ved Europas grænser.

Liget af en lille dreng, liggende på en strand i Tyrkiet i sin røde T-shirt, blå shorts og sorte gummisko, gennemblødt og med ansigtet nedad i vandkanten, er blevet det seneste - og måske hidtil mest brutale - billede på den humanitære tragedie, der i disse måneder udspiller sig ved Europas grænser.

Chefredaktør Derfor viser vi dette billede

Drengen - og 11 andre syriske flygtninge, der befandt sig i to gummibåde - omkom natten til onsdag i forsøget på at nå den græske ø Kos, der blot ligger få kilometer fra den tyrkiske kyst. Hans små sorte gummisko nåede aldrig at røre sandet på den græske strand. Båden kæntrede og passagererne blev kastet i Middelhavets bølger.

EU-chef vil have 100.000 flygtninge fordelt i Europa

Billedet er taget onsdag morgen af freelance-fotografen Nilüfer Demir, som er tilknyttet det tyrkiske nyhedsbureau DHA. Ifølge nyhedsbureauet, som har videreformidlet billederne til Reuters, ønskede Nilüfer Demir at dokumentere den desperate situation for de mange flygtninge og migranter, som kaster sig ud i gummibåde og forsøger at sejle turen mellem Tyrkiets populære turistdestination Bodrum og Kos for derefter at rejse længere ind i Europa.

I løbet af onsdagen identificerede hospitalet i Bodrum de 12 personer, der omkom i forbindelse med bådulykken. Drengen i den røde T-shirt er treårige syrisk-kurdiske Aylan Kurdi, der sammen med sin far Abdullah, sin mor Rihan og sin femårige bror Galip flygtede fra den krigshærgede grænseby Kobane, som terrororganisationen IS længe har forsøgt at få kontrol over. Målet var at nå til Canada, hvor flere familiemedlemmer allerede bor. Kun far Abdullah overlevede, da gummibåden kæntrede i Middelhavets bølger.

Den canadiske avis National Post, har interviewet Teema Kurdi, faderens søster i Vancouver, Canada – og til avisen fortæller hun, hvordan hun fik besked om familietragedien gennem et andet kvindeligt familiemedlem, som Abdullah havde ringet til kort efter, at han var blevet reddet af den græske kystvagt.

"Hun fik et opkald fra Abdullah, og alt han sagde, var: 'Min kone og mine to drenge er døde'."

Flygtningekrise: Flåden kan blive sat ind mod smuglerbåde

Teema Kurdi, som har boet i Canada i mere end 20 år, fortæller, at hun igennem længere tid har forsøgt at få sin familie til landet ad lovlige veje, men at Canadas myndigheder har afvist anmodningerne. Ifølge canadiske medier har landets immigrationsminister Chris Alexander med øjeblikkelig virkning sat sin igangværende valgkampagne på pause og er nu i gang med at undersøge omstændighederne bag afvisningen.

Drømmen om Canada døde med Abdullahs sønner og kone. Den overlevende far ønsker nu, ifølge Teema Kurdi, at tage tilbage til Kobane og begrave sin kone og sine børn.

De gribende billeder af den treårige Aylan Kurdi har, siden de blev offentliggjort onsdag, nærmest været umulige at vende øjnene væk fra, selv hvis man ønskede det. På sociale medier er hashtagget #KiyiyaVuranInsanlik (menneskeheden skyllet i land, red.) med ét blevet et af de mest hyppigt brugte, og torsdag valgte blandt andet nødhjælpschefen i organisationen Human Rights Watch, Peter Bouckaert, at dele billedet, ledsaget af denne kommentar:

"Det, der ramte mig, var hans små gummisko, som han sikkert havde fået på af sine kærlige forældre, da de klædte ham på til den farefulde rejse. En af de ting, jeg elsker at gøre hver morgen, er at give mine børn tøj på og hjælpe dem med at få deres sko på. De har en evne til altid at tage ting bagvendt på, til vores alles store morskab. Da jeg stirrede på dette billede, kunne jeg ikke lade være med at forestille mig, at det var en af mine egne sønner, der lå der, druknet på stranden," skriver Peter Bouckaert i en blog.

Ungarn vil registrere alle migranter

Den franske premierminister, Manuel Valls, har også delt et billede af drengen med ordene: "Han har et navn: Aylan Kurdi. Handling haster. Europæisk handling haster."

Torsdag morgen bragte flere store britiske aviser - The Independent og The Sun - ligeledes billedet og benyttede anledningen til at opfordre landets ledere til at få løst den humanitære katastrofe ved Europas grænser - og fredag bringer den franske avis Le Monde billedet på forsiden samt omtaler billedet i sin leder.

Også den store tyske avis Bild bragte torsdag det hjerteskærende billede af den lille dreng på toppen af sin hjemmeside - bild.de - med en følgetekst, der afsluttes således:

"Hvem er vi, og hvor meget er vores værdier virkelig værd, hvis vi lader noget som dette blive ved med at foregå?."

Jyllands-Posten vælger nu også at bringe Nilüfer Demirs billede.

"Dette billede bliver en undtagelse. Vi viser normalt ikke lig i vores reportage, og vi vil på ingen måde svælge i billeder af døde børn, men vi vil heller ikke stille os i en position, hvor vi aldrig vil vise virkelighedens gru," forklarer chefredaktør Pierre Collignon i et indlæg på JP.dk.

"Billedet af den døde kurdiske dreng på en europæisk strand har en ikonografisk kraft, som allerede har gjort det til samtaleemne i hele Europa. Også den omstændighed gør det relevant at bringe og diskutere. Vi er klar over, at vi risikerer at støde med dette billede. Vigtigst er det at tage hensyn til pårørende og efterladte. Her spiller det en rolle for os, at risikoen for at finde pårørende eller efterladte blandt vore læsere trods alt er begrænset. Og sat op mod denne risiko for at støde, finder vi altså, at vores forpligtelse til at oplyse om virkeligheden vejer tungere. Vi bringer derfor i dag dette billede. Vi graver i omstændighederne omkring det, og vi vil også i samme anledning diskutere billeders rolle i kampen om den folkelige opinion."

Også den franske premierminister Manuel Valls mener, at billedet bør afføde handling, og skrev på sin Twitter-profil:

"Han har et navn: Aylan Kurdi. Handling haster. Europæisk handling haster."

Tyrkiske nyhedsbureauer meddeler, at fire mistænkte menneskesmuglere er anholdt i forbindelse med sagen. FN's Flygtningehøjkommissariat, UNCHR, anslår, at omkring 2.500 flygtninge og migranter i årets første otte måneder er druknet i Middelhavet i et forsøg på at nå Europas kyster.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Om temaet

Hundredtusindvis af mennesker på flugt fra krig, forfølgelse og dårlige levevilkår banker på døren til Europa.

Jyllands-Postens korrespondenter rapporterer fra migrationsbølgens frontlinjer, mens den hjemlige redaktion beskriver de historiske udfordringer, som også det danske samfund står over for.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her