*

Europa

Carsten Jensen: Ytringsfriheden er truet

Alle borgere i Paris bør i morgen gå synligt med et eksemplar af Charlie Hebdo, mener forfatter Carsten Jensen.

Sådan lyder det nu fra forfatter Carsten Jensen, som ellers tidligere har benægtet en sådan tilstand.

Med 12 dræbte på det franske magasin Charlie Hebdo er der ikke længere nogen tvivl, fortæller Carsten Jensen.

”Der er en meget konkret trussel imod ytringsfriheden i dag. Vi har set attentatforsøget imod Kurt Westergaard og Lars Hedegaard, og nu ser vi attentatet i Paris. Verden er blevet meget mere polariseret. Det tegner et trusselbillede af, at det for folk med bestemte holdninger er potentielt farligt at træde frem. Det kan man ikke benægte,” siger han og understreger, at truslen kommer fra terrorister – ikke fra krav om statslig censur.

Carsten Jensen opfordrer alle borgere i Paris til at vise støtte til Charlie Hebdo. Også selv om han nødvendigvis ikke er enig i den journalistiske linje, som magasinet er kendt for.

”Alle mennesker i Paris burde i morgen gå rundt med et eksemplar af Charlie Hebdo stikkende op af jakkelommen, så man kunne se, at de havde det, og at de var imod attentatet,” siger Jensen, der ikke vil protestere, hvis andre aviser genoptrykker nogle af de tegninger, som Charlie Hebdo under massive protester har trykt de seneste år.

I september 2012 var det en tegning af en nøgen Muhammed, der igen bragte sindene i kog i visse muslimske miljøer. Og i 2013 udgav Charlie Hebdo en 64 sider lang satirisk tegneserie om profeten Muhammeds liv.

”Hvis det er tegneserien, som har været årsag til handlingen, så mener jeg, at andre aviser bør genoptrykke den, så alle kan tage stilling, og fordi det vil have en nyhedsmæssig relevans,” siger Carsten Jensen, og understreger, at hans anbefaling kun skal lyde, hvis det er tegningerne, der har været årsag til attentatet.

JP mener: JP mener: Et angreb på ytringsfriheden

Da Jyllands-Posten i 2005 trykte de 12 Muhammedtegninger, modtog flere af avisens ansatte mordtrusler.

Den britiske forfatter Salman Rushdie opfordrede dengang alle medier i verden til at genoptrykke tegningerne.

”Når intimideringen bliver så voldsom, som det skete her, så ville den eneste rigtige beslutning have været, at alle medier næste dag havde offentliggjort tegningerne,” sagde Rushdie.

Carsten Jensen, der var imod Jyllands-Postens 12 tegninger, var aldrig ude med en sådan anbefaling. Så hvorfor nu?

”Her går man på total morderisk vis efter en hel avis. Det er en meget voldsommere reaktion,” siger han.

Dengang var der også mordtrusler mod ansatte på Jyllands-Posten?

”Ja, det ved jeg godt, men dengang i 2006 var der ingen attentatforsøg. Danske muslimer protesterede, men inden for lovens rammer. ”

Så der skal lig på bordet, før det er acceptabelt at genoptrykke nogle tegninger?

”Hvis en muslimsk terrorgruppe kort tid efter Muhammedtegningerne var styrtet ind på Jyllands-Postens redaktion og skudt vildt om sig, havde jeg også gået ind for en genoptrykning. Men det skete ikke, og i stedet havde du nogle stærkt manipulerende protester i Syrien, Libyen og Egypten, hvor tegningerne helt tydeligt blev brugt i et indenrigspolitisk spil, som mere handlede om, at de regimer altid har brug for nogle lynafledere. Jeg kan ikke komme det nærmere.”

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu

Kronik: Så opdrag for h… jeres børn

Joachim Nielsen, partner hos Idefilm og Think Big
De bliver små uforskammede og ulidelige sataner uden nogen form for rimelig ydmyghed.
Annonce
Redaktionen anbefaler

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her