Fortsæt til indhold
Europa

Flere anholdelser efter soldaterdrab

Britisk politi har nu også anholdt en kvinde og mand i forbindelse med terrordrab i London.

Yderligere to personer er anholdt efter drabet på en 25-årig soldat i London-forstaden Woolwich.

Det oplyser Scotland Yard i en pressemeddelelse.

"En mand og en kvinde, der begge er 29 år, er anholdt og mistænkt for at have planlagt drab. De er i politiets varetægt på en politistation i det sydlige London," hedder det i erklæringen.

Seks hjem ransaget

De britiske myndigheder tilbageholder i forvejen to mænd - som er 22 og 28 år - for det makabre drab, som tilsyneladende var hævn for krig i muslimske lande.

Både den første og den anden mand, som på mobiloptagelser efter drabet sværgede deres troskab til Allah, er i politiets varetægt og indlagt efter at være blevet skudt af politiet.

Scotland Yard oplyser, at man i forbindelse med efterforskningen har foretaget ransagelser på seks adresser.

Far til to-årig dreng

Det britiske forsvarsministerium offentliggjorde tidligere på dagen et billede og flere detaljer om ofret, der blev hakket ihjel af de to mænd, som menes at have nigerianske rødder.

Der tale om den 25-årige Lee Rigby – blandt venner kaldet ”Riggers” – som først blev påkørt af gerningsmændene og herefter stukket ihjel med knive og kødøkser.

Han var far til en to-årigt dreng og var trommeslager i militæret i anden bataljon af Det Kongelige Fusiliers-regiment i London.