Fortsæt til indhold
Europa

Brutal mafiaboss har meldt sig selv

Et opsigtsvækkende syn mødte BBC's reporter, da en mafiaboss gik ind på en politistation i Italien og meldte sig selv.

Guiseppe "Peppe" Pesce kunne tilsyneladende ikke længere klare presset. I tre år har han været på flugt fra det italienske politi, som ville have fingre i ham, fordi han står i spidsen for et af Syditaliens største mafiadynastier.

Det er her, nogen af de der ekstremt brutale familier holder til. Samtidig er de lokalt meget stærkt forankrede.
Thomas Harder, Italien-kender og forfatter bag flere bøger om landet.

Tidligere på ugen gik han derfor ind på en politistation i den kommune, hvorfra han driver sin mafiavirksomhed, og meldte sig selv.

"Som en mand, der er kommet for at betale en parkeringsbøde - Nybarberet og med et bizart smil, var mafiosoen - en af Calabrias (et område i det sydlige Italien red.) mest eftersøgte mænd - kun et kvarter for sent i forhold til den deadline, han havde sat for sin egen overgivelse," skriver BBC's reporter Elena Cosentino, som tilfældigvis befandt sig på politistationen i forbindelse med en anden historie.

Myndighederne beskytter bedst

Det er meget sjældent, at mafiabosser melder sig selv, men i meget sjældne tilfælde arrangerer mafiosoerne iscenesatte anholdelser, hvis de er tilstrækkeligt truet på livet af de rivaliserende mafiagrupper.

Ifølge Thomas Harder, der har et indgående kendskab til Italien og er forfatter til flere bøger om bl.a. landets kultur og historie, er det også det mest sandsynlige tilfælde i denne sag.

"Enten er han grebet af en pludselig samvittighedskrise, og det vil ikke ligne de folk. Eller også er han blevet virkelig trængt. Det er sket flere gange før, at krige mellem familierne har betydet, at nogen er blevet så trængte, at myndighederne har været den bedste beskyttelse," siger han.

Mafiaoserne har typisk derefter prøvet at forhandle om en strafnedsættelse eller bedre afsoningsvilkår ved hjælp af det, de i Italien kalder "angrende mafiosoer". Loven blev indført i 1970'erne for at bekæmpe terrorisme, men blev udvidet til at gælde mafiosoer, der samarbejder med myndighederne.

De mest brutale familier

Pesce-familien har over et halvt århundrede opbygget et imperium, som er mindst 200 mio. euro værd gennem handel med narkotika i hele Europa, afpresning, vold og korruption, skriver BBC.

Guiseppe "Peppe" Pesce arvede stafetten som mafia-familiens overhoved, efter sin ældre bror Francesco "Ciccio" Pesce blev fanget i en underjordisk hule i 2011.

Calabria-området, hvor Pesce-familien holder til, ligger i det sydligste Italien. Og ifølge Thomas Harder, er det i det område, de værste mafia-grupper holder til.

"Det er her, nogen af de der ekstremt brutale familier holder til. Samtidig er de lokalt meget stærkt forankrede. De er inde over erhvervslivet, det kulturelle liv og har mange tråde ind i politik," siger han.

Grupper kom for at vise respekt

Pesce-familien er ellers ikke kendt for at bukke under for pres, skriver BBC's Elena Cosentino. Hun forventede da også, at Guiseppe "Peppe" Pesce ville bringe skam over sig selv og familien med sin overgivelse.

Men hun tog fejl. Som nyheden om mafiabossens overgivelse spredte sig, blev politistationen til noget nær et pilgrimssted.

I små grupper ankom snesevis af slægtninge og bekendte for at vise deres respekt for den faldne boss.