Kirketårn var fyldt med to tons duelort
En glemt låge i et kirketårn førte til et 30 cm. dybt lag duelort.
Kirketårne er et yndet opholdssted for duer, en kirke i Gävle i Sverige har dog måttet sande, at duer i tårnet ikke er lutter lagkage, for en mindre luge til kirketårnet i Heliga Trefaldighets kyrka har tilsyneladende stået åben ved en fejltagelse og medført duelort i lange baner.
Kirken tror, at lugen kan have stået åben i helt op til 40 år, det skriver Gefle Dagblad.
I den tid er duer fløjet ind og ud, og har besørget i tårnet uden at dem, der arbejder i kirken har opdaget det.
30 cm. med lort, skeletter og æg
"Vi blev allesammen meget overraskede," siger Lennart Helzenius fra kirken.
Det har taget et saneringsfirma 200 timer at skovle det to tons tunge og 30. cm. tykke dække af duelort, ægrester og fugleskeletter op i 200 affaldssække.
"Entreprenøren havde først gættet på, at det ville tage 40 timer, det kom til at tage 200 timer i stedet. De måtte grave i etaper og derefter tage det ned i sække. Det støvede noget forfærdeligt, faktisk så meget, at det udløste brandalarmen og brandbilen kom," siger Lennart Helzenius.
Men nu er det slut med duer i kirketårnet i Heliga Trefaldighets kyrka i Gävle.
Lugen er blevet lukket og duerne? De er fløjet bort.