Fortsæt til indhold
Europa

Det sloges de om i EU's budget

Mange milliarder skilte parterne i forhandlingerne om EU-budgettet for 2013 og resten af 2012.

Ritzau

* Det var egentlig meningen, at medlemslandene, EU-Parlamentet og kommissionen skulle have forhandlet EU-budgettet for 2013 på plads i fredags, hvor finansminister Bjarne Corydon (S) var med til første del af forhandlingsmødet.

* Efter at Corydon og flere andre ministre var rejst hjem, fortsatte forhandlingerne mellem EU-diplomater. Men først på aftenen gik parterne fra hinanden og meddelte, at de ville gøre et nyt forsøg tirsdag.

* Tirsdag nåede mødet end ikke at komme i gang, før parlamentets forhandlere meddelte, at de ikke ville dukke op.

* Dermed når de ikke fristen for at nå enighed ud fra det foreliggende forslag inden midnat.

* Derfor må kommissionen nu komme med et nyt forslag.

Forsinkelse til februar

* Kommissionens forslag indeholder en justering af budgettet for 2012, hvor der er brug for yderligere 67 milliarder kroner til at dække allerede modtagne regninger for projekter, der er i gang.

* Samtidig deler størrelsen på næste års budget vandene. Kommissionen så gerne en stigning på 6,9 procent på EU's betalinger, mens medlemslandene kun vil have en stigning, der er lidt højere end inflationen - nemlig 2,79 procent.

* Hvis kommissionens forlag var gået rent igennem, skulle Danmark betale 21,3 milliarder kroner til EU i 2013 mod 20,5 milliarder kroner, hvis medlemslandene havde fået deres vilje.

* Der er ikke umiddelbart udsigt til, at man gør et nyt forsøg med budgetforhandlinger i år. Forventningen var på forhånd, at et sammenbrud nu betyder en forsinkelse til februar.