Hviderusland fyrer generaler efter flystunt
Svensk fly kastede bamser ned over hviderussisk by og afslørede huller i landets forsvar.
Det var egentlig et mediestunt iværksat af et svensk kommunikationsbureau, da et letvægtsfly den 4. juli kastede flere hundrede bamser i faldskærme ned over den hviderussiske by Ivenets og i udkanten af hovedstaden Minsk.
På bamserne var skrevet budskaber om ytringsfrihed og menneskerettigheder, og det har bestemt ikke begejstret den hviderussiske leder, Alexander Lukashenko.
Han har fyret de to generaler, der var chefer for det hviderussiske luftvåben og de hviderussiske grænsestyrker efter bamsenedkastningen.
Rasende Lukashenko
Hviderusland har længe pure nægtet, at hændelsen fandt sted, men nu bekræfter man det altså, skriver BBC. Det svenske fly krydsede ind i hviderussisk luftrum fra nabolandet Litauen.
Formålet med nedkastningen er ifølge folkene bag i firmaet Studio Total at øge opmærksomheden på samfundsforholdene i Hviderusland. Alexander Lukashenko var angiveligt rasende over bamseepisoden ved et møde for militærledere i sidste uge, hvor han spurgte:
"Hvorfor lykkedes det ikke at stoppe det fly? Hvem sympatiserede de med? Var det fusk fra enkelte officerers side, eller et svigt i landets luftforsvar?"
Sket før
Det hviderussiske politi har anholdt to hviderussere for at hjælpe svenskerne med stuntet. Det drejer sig om den journaliststuderende Anton Suryapin og ejendomsmægleren Sergei Basharimov. De kan ifølge BBC få op til syv års fængsel for deres medvirken.
Medvirkende til den hviderussiske vrede er angiveligt Ruslands vrede over episoden. Rusland har været med til at udviklet det hviderussiske luftforsvar, og det er ikke første gang, russerne ydmyges på den front.
I 1987 under den kolde krig landede den vesttyske pilot Mathias Rust på en bro i Moskva nær Den Røde Plads. Dette udstillede det sovjetiske luftforsvar, og tyskeren blev idømt fire år i en arbejdslejr. Efterfølgende fyrede det sovjetiske militær bunkevis af ansatte - antallet er dog usikkert og varierer fra flere hundrede fyrede til flere tusinde.