Fortsæt til indhold
Europa

Afvist gæst skød løs på fransk diskotek

Flere er såret, efter at en bevæbnet mand skød ved en natklub i Frankrig.

Ritzau

Over en halv snes mennesker blev lettere såret, da en bevæbnet mand tidligt søndag åbnede ild på en natklub i Bertry i det nordlige Frankrig, siger politiet.

- Ingen blev alvorligt såret ved episoden. Alle de ramte blev hurtigt sendt til behandling, siger politiet, som tilføjer, at manden begyndte at skyde, da han blev nægtet adgang til natklubben Vamos i Bertry.

- Han skød tre eller fire gange med et jagtgevær uden for og skød derefter ind gennem natklubbens indgang og sårede over en halv snes mennesker, oplyser myndighederne.

Manden flygtede efter skyderiet og fik hjælp af en medsammensvoren. En omfattende eftersøgning er indledt.

Skyderiet sker en uge efter, at en bevæbnet mand skød og dræbte to mennesker på et diskotek i den nordfranske by Lille i et øjensynligt hævnangreb, fordi han var blevet forment adgang.

To mennesker blev dræbt og seks andre blev såret i den skudepisode.