Fortsæt til indhold
Europa

Terrorplaner var skjult i pornofilm

Politiet fandt afgørende hukommelseskort i underbukserne på en 22-årig mand fra Østrig.

I næsten et år har de tyske myndigheder haft adgang til al Qaidas absolut mest hemmelige terrorplaner.

Det afslører den tyske avis Die Zeit og CNN.

Omkring 100 dokumenter beskriver i detaljer terrorplanerne mod flere europæiske storbyer, drømmen om at angribe et krydstogtskib og terrormanualer på både tysk, arabisk og engelsk.

Dokumenterne er i allerhøjeste tavshed blevet brugt til at sikre flere terrormål forskellige steder i Europa.

Dokumenternes oprindelse er dog i høj grad som taget ud af en detektivroman.

Fandt i underbukser

Den 16. maj sidste år blev en 22-årige østrigsk statsborger ved navn Maqsood Lodin anholdt af politiet i Berlin.

Han var netop vendt tilbage fra Pakistan og havde rejst først til Budapest, Ungarn, og derfra videre over land til den tyske hovedstad.

Inden afhøringen af Lodin blev han kropvisiteret og her fandt myndighederne en kortlæser og flere hukommelseskort skjult i hans underbukser.

Sexy Tanja

På de digitale kort fandt myndighederne i første omgang en pornografisk film med navnet »Kick Ass« og en fil kaldt »Sexy Tanja«.

Først efter flere uger lykkedes det tyske eksperter at bryde kodeordet på filerne og her blev det afsløret, at filerne også indeholdt de over 100 ekstremt betydningsfulde dokumenter.

En anonym amerikansk embedsmænd kalder over for CNN filerne for »det rene guld«.

Blandt terrorplanerne er en tilsyneladende klar plan om at angribe et krydstogtskib og tage turisterne som gidsler.

De skulle herefter iklædes orange fangedragter - ganske som fangerne på det omstridte Guantanamo-fængsel på Cuba - og halshugges, skriver Die Zeit.

Nægter sig skyldig

Den 22-årige Maqsood Lodin er sammen med en god ven tiltalt ved retten i Tyskland for terrorvirksomhed.

Ifølge de tyske myndighederne kom mændene fra en træningslejr i Pakistan og var på vej tilbage til Europa for at rekruttere unge mænd til et eller flere selvmordsangreb.

De nægter sig begge skyldige.