Rumænien har accepteret Serbien som EU-kandidat
Rumænien og Serbien har indgået en aftale, der betyder, at Serbien kan blive formelt godkendt som EU-kandidat.
Den sidste forhindring på Serbiens vej ind i EU's formelle venteværelse blev ryddet af vejen torsdag eftermiddag, få timer før EU-topmødet i Bruxelles gjorde klar til at behandle Serbiens ansøgning om kandidatstatus.
Det oplyser flere medier i både Serbien og Rumænien, der var det sidste EU-land, der blokerede for at lukke Serbien tættere på EU.
26 af de 27 EU-lande var allerede i tirsdags klar til at godkende Serbiens kandidatur, efter at den serbiske regering i sidste uge gav indrømmelser i forhold til sit nye naboland, den tidligere serbiske republik Kosovo.
Bekymret for mindretal
Men pludselig meldte en anden af Serbiens naboer, Rumænien sig med bekymringer for det rumænsk-talende mindretal, vlakerne, i Serbien.
Ifølge medierapporterne har de to lande altså nu indgået en aftale. Den er ifølge det serbiske nyhedsbureau Beta blevet underskrevet af landenes EU-ambassadører i Bruxelles torsdag eftermiddag.
Det rumænske nyhedsbureau Mediafax skriver, at aftalen garanterer beskyttelse af mindretal i Serbien.
Rumæniens pludselige modstand mod at acceptere Serbien som officiel EU-kandidat med henvisning til vlakerne kom bag på flere lande i EU-kredsen.
Mistanke om vrede over afvisning
Det førte til mistanke om, at den rumænske tøven i virkeligheden hang sammen med, at Rumænien selv er vred over ikke at kunne få lov til at komme med i det grænseløse Schengensamarbejde i EU.
I den sag er det Holland, der blokerer for såvel Rumænien som Bulgarien med den begrundelse, at landene har for store problemer med korruption og organiseret kriminalitet.
Holland premierminister Mark Rutte siger til nyhedsbureauet AFP, at landene stadig ikke har gjort nok.
Alle de øvrige EU-lande er ellers enige om, at Bulgarien og Rumænien opfylder de formelle kriterier for at komme med i Schengen.
Begge emner - Serbien og Schengen - er på EU-topmødets dagsorden torsdag aften. Men nu ser altså det ene ud til at være løst uafhængigt af det andet, så Serbien formelt bliver EU-kandidat.