Fortsæt til indhold
Europa

Dansker anmeldt for antikt hærværk i Rom

Gymnasieelev risikerer stort erstatningskrav efter at have smadret uerstattelig sten.

Ritzau

En dansk gymnasieelev er blevet anmeldt for hærværk under en studietur i Rom, fordi han angiveligt med vilje smadrede en uerstattelig sten på den centrale plads i det antikke Rom, Forum Romanum.

Det skriver den italienske avisen La Repubblica ifølge tv2.dk.

Ødelagde for stort beløb

Ifølge avisen løftede drengen en tung sten for at vise sig for sine venner, og lod den efterfølgende falde mod jorden, så den gik i stykker og samtidig ridsede en anden antik sten.

Stenen kan dateres tilbage til de første århundreder efter Kristi fødsel og er uvurderlig for Rom. Ifølge avisen har den danske gymnasieelev ødelagt for omkring 7.000 euro - cirka 52.000 danske kroner.

Han er blevet anmeldt for episoden.

Centrum i antikkens Rom

Den danske konsul i Italien Dennis Blicher bekræfter avisens oplysninger over for tv2.dk, men har ikke yderligere kommentarer.

- Jeg kan bekræfte, at vi har ydet konsulær bistand til en person i forbindelse med Forum Romanum. Men desværre kan jeg ikke udtale mig i personsager, siger Dennis Blicher.