Polsk politi har løsladt Sakajev
Lederen af den tjetjenske eksilregering, Akhmed Sakajev, er atter på fri fod efter at have været anholdt i Polen. Det meddeler den polske TVN24.
- Polen respekterer de demokratiske værdier, siger den tjetjenske eksilregerings premierminister til tv-stationen.
Tv viste billeder af en smilende Sakajev, der forlader en retsbygning i hovedstaden Warszawa og satte sig ind i en bil.
Det var ikke umiddelbart klart, hvorfor han blev løsladt.
Bliver i Polen
Han blev anholdt tidligere på dagen, fordi Rusland har udsendt en arrestordre på ham via Interpol.
Sakajev, som er premierminister i eksilregeringen, ankom torsdag til Polen for at deltage i den tjetjenske verdenskongres, der i år holdes nær Warszawa.
Han siger til polsk tv, at han agter at være til stede på kongressens sidste dag lørdag.
Rusland: Han er terrorist
Rusland betragter eksillederen som terrorist og eftersøger ham for terroraktiviteter i forbindelse med de to Tjetjenien-krige.
På grund af arrestordren kunne Polen ikke gøre andet end at anholde Sakajev, sagde premierminister Donald Tusk tidligere.
Under krigene i Tjetjenien var Sakajev en fremtrædende separatistkommandant i Kaukasus-republikken. I dag repræsenterer han en moderat fløj blandt Tjetjeniens separatister.
Sakajev var talsmand for den tjetjenske separatistpræsident Aslan Maskhadov, der blev dræbt i kamp med russiske soldater i 2005.
I 2002 holdt den tjetjenske eksilregering, der anser sig som den legitime repræsentant for Tjetjenien, sin verdenskongres i København.
På anmodning fra Rusland anholdt dansk politi Sakajev, der dengang var eksilregeringens udenrigsminister, men løslod ham igen få uger senere under højlydte russiske protester.
Sagen resulterede i et anstrengt forhold mellem Danmark og Rusland.