*

Asien

Burmas leder på historisk USA-visit

USA's præsident, Barack Obama, mødtes mandag med Myanmars præsident.

Myanmars præsident, Thein Sein, ankom mandag eftermiddag lokal tid til Det Hvide Hus, hvor han skal mødes med USA's præsident, Barack Obama.

Sein er den første myanmarske statsleder, som besøger Det Hvide Hus i 47 år, og besøget anses for at være en milepæl for eksgeneralen, som nu leder reformprocessen i det tidligere militærdiktatur.

På mødet roste Barack Obama præsident Sein for hans lederskab, og det kom også frem, at Myanmar planlægger at frigive flere politiske fanger.

Flere reformer

Derudover oplyste Sein, at der vil blive gennemført flere reformer, der skal hjælpe landet på ret kurs mod demokrati.

Både menneskerettighedsorganisationer og enkelte amerikanske politikere har ytret bekymring over besøget.

De frygter, at Obama er gået for hurtigt frem i forhold til at etablere et forhold til Myanmar, hvor et halvt århundrede med militært styre endte i 2011.

Men flere amerikanske embedsmænd mener, at de reformer, som Thein Seins halvmilitære regering allerede har gennemført, samt løsladelsen af demokratiikonet Aung San Suu Kyi og flere hundrede andre politiske fanger, fortjener USA's støtte.

Censur er ophævet

Derudover er censuren i landet blevet ophævet, og det er blevet lovligt at danne fagforeninger, hvilket ifølge embedsmændene også fortjener skulderklap fra USA.

Derimod er etnisk og sekterisk vold er steget i Myanmar i de seneste måneder, særligt i den vestlige del af landet, og Myanmars regering anklages for diskrimination af det muslimske folk Rohingya.

Ifølge en Reuters-journalist som for nylig besøgte landet, er det ligefrem præget af apartheid-lignende forhold, hvor det muslimske mindretal systematisk bliver undertrykt. Blandt andet må de ifølge journalisten bo i fængselslignende ghettoer.

Thein Sein erkender over for Voice of America, at politiet i nogle tilfælde har været "hårdhændet", men karakteriserer den stigende vold som "kriminel adfærd".

På mandagens møde kritiserede den amerikanske præsident volden mod det muslimske mindretal i Myanmar.

Ritzau
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her