*

Asien

Amnesty: Afghanere tvangshjemsendes til tortur og død

Hjemsendelserne er et klart brud på international ret og skal stoppe omgående, mener organisationen.

Mens antallet af civile dræbte i Afghanistan er vokset til et rekordhøjt niveau, tager europæiske lande alle midler i brug for at tvinge stadig flere afghanske asylansøgere tilbage til de forhold, som de flygtede fra.

I klar strid med folkeretten er tusindvis af afghanere i de seneste år blevet tvangshjemsendt til livsfarlige forhold i hjemlandet, hvor de risikerer tortur, kidnapning, andre alvorlige overgreb og død.

Andre bliver tilfældige ofre for de stadigt mere omfattende kamphandlinger.

Det konkluderer menneskerettighedsorganisationen Amnesty International i en ny rapport.

Rapporten beskriver en række sager, hvor asylansøgere bliver dræbt, såret, truet eller forfulgt på grund af deres seksuelle eller religiøse orientering.

Det sker alt sammen efter tvangshjemsendelser fra Norge, Holland, Sverige og Tyskland.

- Hjemsendelserne er et klart brud på folkeretten og skal stoppe omgående. De samme europæiske lande, som har afgivet løfte om at støtte en bedre fremtid for afghanere, knuser nu deres håb og efterlader dem i et land, som kun er blevet endnu farligere at opholde sig i, siden de flygtede.

Det siger Horia Mosadiq, der er Amnesty Internationals Afghanistan-researcher.

Fra 2015 til 2016 er der ifølge organisationen næsten sket en tredobling i antallet af tvangshjemsendelser - fra 3290 til 9460.

Samtidig er antallet af civile ofre i Afghanistan steget støt siden 2013. Ifølge FN nåede det i 2016 sit højeste niveau med 11.414 civile dræbte eller sårede.

Angreb mod civile sker i alle dele af landet, og ingen områder kan betragtes som sikre, fastslår Amnesty International.

- De (europæiske lande, red.) vender med fuldt overlæg det blinde øje til det faktum, at volden har nået et rekordhøjt niveau, og at intet område i Afghanistan er sikkert, siger Horia Mosadiq.

- Dermed sætter de mennesker i fare for tortur, kidnapning, død og andre rædsler, tilføjer hun.

Også Danmark har de senere år sendt afghanske asylansøgere tilbage til hjemlandet.

Ifølge Amnesty International sendte Danmark 56 afghanske asylansøgere hjem i 2015, mens det i 2016 drejede sig om 36 personer.

I alt befinder der sig i øjeblikket 133 afghanere i udsendelsesposition.

- Det hænger ikke sammen, at Danmark og andre europæiske lande for enhver pris forsøger at sende mennesker hjem til krig, overgreb og forfølgelse, siger Claus Juul, jurist i Amnestys danske afdeling, i en pressemeddelelse.

- Sikkerhedssituationen er voldsomt forværret de seneste år, så der nu ikke længere er sikkert nogen steder i landet. Alle tvangshjemsendelser til Afghanistan må sættes i bero omgående, siger han.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce
Bolig
»En skønne dag skal vi alle i gang med den sidste oprydning«
Den svenske designer Margareta Magnusson er aktuel med sin bog “Fru Magnusson rydder op!”, hvor hun giver tip til, hvordan man får styr på sine ting og sager. Enten én gang for alle eller løbende. 
Se flere
»En skønne dag skal vi alle i gang med den sidste oprydning«
Den svenske designer Margareta Magnusson er aktuel med sin bog “Fru Magnusson rydder op!”, hvor hun giver tip til, hvordan man får styr på sine ting og sager. Enten én gang for alle eller løbende. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her