*

Asien

Ekspert om Nordkorea og Kina: Forholdet er anstrengt, men det er er svært at se den røde linje

Nordkorea provokerer Kina. Alligevel ønsker kineserne at bevare regimet.

Nordkoreanerne hyldede styrets evner efter den sjette atomprøvesprængning den 3. september. Foto: Jon Chol Jin/AP

Det er næsten blevet rutine.

FN's Sikkerhedsråd er således blevet hasteindkaldt til et møde fredag, efter at Nordkorea endnu engang har affyret et ballistisk missil over japansk territorium.

Det er ellers kun få dage siden, at sikkerhedsrådet enstemmigt vedtog at skærpe sanktionerne mod Nordkorea som følge af, at landet den 3. september gennemførte en sjette og den hidtil kraftigste atomtest.

Og nu mødes parterne altså igen med Nordkorea på dagsordenen. Forinden har den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, understreget, at man regner med, at Rusland og Kina vil være med til at vise nordkoreanerne, hvor skabet skal stå. Men man skal formentlig ikke forvente, at kineserne og russerne går med til nye sanktioner.

Dansker i Japan: Missilaffyring frustrerer japanerne

Det siger Andreas Bøje Forsby, forsker i international sikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), herunder kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik samt truslen fra Nordkorea.

»Normalt er det sådan, at russerne og kineserne ikke kommer med på vognen i forhold til nye sanktioner, medmindre der er tale om en atomprøvesprængning eller langtrækkende missiler. Det er de to kriterier, som skal være på plads, før kineserne eller russerne vil gå med til det. Så jeg tror bestemt ikke, at vi skal forvente nye sanktioner, men der kan godt komme en resolution i sikkerhedsrådet, hvor man fordømmer den seneste missilaffyring.«

På trods af at der denne gang er tale om et langtrækkende missil, vurderer Andreas Bøje Forsby, at det bliver set som en del af den samme provokation, som da Nordkorea sendte et missil ind over Japan for få uger siden. Samtidig vil man ikke kunne få parterne med på sanktioner så kort tid efter de seneste. 

Men selv om kineserne ofte skal slæbes til truget, når det gælder sanktioner mod Nordkorea, skal man ikke tro, at Kina ser med milde øjne på det nordkoreanske regime.

»Helt grundlæggende har Beijing og Pyongyang et meget anstrengt forhold. Kinas præsident, Xi Jinping, har aldrig mødtes med Kim Jong-un, hvilket i sig selv er et klart signal om, at kineserne ikke betragter Kim-regimet som en legitim aktør,« siger Andreas Bøje Forsby.

Han forklarer, at kineserne er bundet af en forsvarspagt med Nordkorea fra 1961. Hvis Nordkorea bliver angrebet, vil Kina således komme landet til undsætning og omvendt. Pagten, som er blevet fornyet hvert 20. år, gælder nu indtil 2021.

Enigt FN's Sikkerhedsråd: Straffer Nordkorea med skærpede sanktioner

»Det bliver diskuteret, hvorvidt kineserne overhovedet er interesserede i at forny den igen. De vil de dog gøre det af geostrategiske årsager, for det er helt klart i Kinas interesse, at amerikanerne ved, at hvis de skulle finde på noget så voldsomt som at foretage et præventivt angreb på Nordkorea, så ville kineserne være tvunget - i kraft af pagten - til at komme nordkoranerne til undsætning. Det kan formentlig fjerne den sidste rest af tvivl om, hvorvidt man skal foretage et sådant angreb,« siger Andreas Bøje Forsby.

Kineserne ønsker ikke at destabilisere regimet så meget, at det falder sammen, og Korea bliver genforenet. Det ville i givet fald ske under sydkoreanske ledelse og med USA som partner.

Nordkorea: USA søger militært opgør og vil komme til at lide

»Omvendt er kineserne de eneste, som for alvor kan trække tæppet væk under Nordkorea, fordi de står for op mod 90 pct. af Nordkoreas samhandel med omverdenen,« lyder det.

Hvad ville være en rød linje for kineserne?

»Spørgsmålet er, om der er nogen rød linje for kineserne. For nordkoreanerne provokerer gang på gang. For det første fyrer de missiler af umiddelbart før vigtige begivenheder i Kina. Senest var det ved BRIKS-topmødet, hvor atomprøvesprængningen kom, 45 minutter før Xi Jingping skulle på talerstolen. Forrige gang var det, da Kina var vært for G20-topmødet, der foretog Nordkorea også en voldsom missilaffyring. Forholdet er anstrengt, men der skal utrolig meget til, for at Kina ser bort fra den geostrategiske logik, der er i at holde Nordkorea inden for folden og forhindre, at landet bliver endnu en brik i den amerikanske geostrategiske inddæmning af Kina i Østasien.«

Fra officielt hold har Kina fordømt Nordkoreas affyring af det ballistiske missil, men har samtidig opfordret til tilbageholdenhed.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce
Bolig
»En skønne dag skal vi alle i gang med den sidste oprydning«
Den svenske designer Margareta Magnusson er aktuel med sin bog “Fru Magnusson rydder op!”, hvor hun giver tip til, hvordan man får styr på sine ting og sager. Enten én gang for alle eller løbende. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her