*

Asien

Flere dræbt under terrorangreb i Jakarta

Op mod 14 bevæbnede mænd var i ildkamp med politiet, efter en række eksplosioner ramte den indonesiske hovedstad.

Mindst syv personer, herunder fem gerningsmænd, er ifølge en talsmand fra politiet blevet dræbt i Indonesiens hovedstad, Jakarta, efter at en række eksplosioner og skududvekslinger har ramt byen.

Ifølge avisen The Guardians oplysninger er der tale om op mod ti eksplosioner, som kan have ramt millionbyen.

Det lokale politi oplyser på Twitter, at situationen i øjeblikket er under kontrol, og at man har overmandet og arresteret yderligere fire formodede gerningsmænd.

Lederen af den nationale efterretningstjeneste oplyser til Reuters, at der indtil videre ikke er nogen tegn på, at terrororganisationen Islamisk Stat står bag bomberne og skududvekslingerne.

»Dette er absolut terrorisme, men der er ingen tegn på endnu, at det er ISIS relateret,« siger efterretningschefen til Reuters.

Indonesiens præsident, Joko Widodo, kalder i en skriftlig reaktion ligeledes eksplosionerne for en terrorhandling.

»Vores nation og vores folk bør ikke være bange, vi vil ikke blive besejret af disse terrorhandlinger. Jeg håber, at befolkningen vil forholde sig roligt,« siger han til tv-stationen Metro TV ifølge AFP.

Ukendte gerningsmænd skød ifølge vidner mod politiet ved en Starbucks-kaffebar, hvor en af eksplosionerne fandt sted, og sikkerhedsstyrker senere rykkede ind.

»Starbucks-caféens vinduer er blæst ud. Jeg kan se tre døde mennesker på gaden. Der har været en pause i skyderiet, men en person er oppe på bygningens tag, og politiet sigter på ham med deres våben,« fortæller en Reuters-fotograf.

Ifølge Reuters oplyser politiet i byen til Metro TV, at op mod 14 bevæbnede mænd kort efter eksplosionerne har været i skudkamp med de indonesiske betjente.

Eksplosionerne er bl.a. sket nær indkøbscenteret Sarinah i byen. Det meddeler det lokale politi på Twitter.

Yderligere en eksplosion har fundet sted nær et FN-kontor, der dog ikke er blevet beskadiget, skriver The Guardian.

Ifølge Jakartas politi stammer eksplosionerne fra bomber, hvoraf mindst tre af dem menes at være detoneret af selvmordsbombere.

Anton Charliyan, talsmand for Indonesiens politi, oplyser at Indonesien tidligere har modtaget trusler fra Islamisk Stat. Han advarer desuden alle mod at nærme sig stedet, da politiet frygter, at der kan være flere bomber i området.

Ligeledes advarer den amerikanske ambassade i Indonesien amerikanere mod at nærme sig centrale områder i storbyen.

Også den danske ambassade i Indonesien skriver på sin hjemmeside, at danskere bør holde sig fra offentlige steder.

»Alle danskere opfordres til at udvise agtpågivenhed og holde sig fra offentlige pladser på grund af mulige terroranslag i Jakarta,« skriver ambassaden.

Nedenfor kan du se, hvor flere af eksplosionerne, ifølge det lokale politi, fandt sted i millionbyen Jakarta.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her