Fortsæt til indhold
Asien

Thailands politi efterlyser to personer efter bombefund

Politiet i Thailand mistænker to personer for at have noget at gøre med bombeangrebet i Bangkok.

Politiet i Thailand har i en lejlighed i en forstad til Bangkok fundet materialer til at fremstille bomber, og har på baggrund af fundet udstedt arrestordrer på en thailandsk kvinde og en udenlandsk mand.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Politiet fandt ifølge talsmand Prawuth Thavornsiri kunstgødning, krudtslam, digitalure og fjernstyrede biler, som kan bruges til at detonere bomber, i lejligheden.

"Dette er materialer til at lave bomber med," siger politiets talsmand til AP.

Fundet blev gjort i en lejlighed i Min Buri-bydelen i Bangkok, ikke langt fra det sted, hvor politiet lørdag anholdte en udenlandsk mand og beslaglagde lignende udstyr til at fremstille bomber med.

De to personer, som nu er efterlyst, er mistænkt for at have forbindelse til bombeangrebet ved et tempel i Bangkok den 17. august, da 20 mennesker blev dræbt. Den ene af de efterlyste er en 26-årig thailandsk kvinde, som sammen med den anden, unavngivne efterlyste lejede et værelse i den lejlighed, hvor bombe-materialerne blev fundet.

Thailands hærchef oplyste søndag, at den udenlandske mand, som man lørdag anholdt i en anden del af Bangkok, ikke frivilligt har ønsket at give politiet oplysninger om hans involvering i angrebet.

Hærchefen, general Udomdej Sitabutr, sagde ved samme lejlighed, at den anholdte er en del af et menneskesmugler-netværk, som hjælper illegale immigranter med at få lavet falske dokumenter og ID-papirer.

Politiet arbejder ud fra en teori om, at der ikke er tale om terrorisme, men at der lå personlige motiver bag angrebet. Ifølge nyhedsbureauet AFP kan angrebet hænge sammen med, at de thailandske myndigheder på det seneste har optrappet indsatsen mod menneskesmuglerne og deres aktiviteter.