Fortsæt til indhold
Asien

Taliban-angreb kostede fire amerikanere livet

Kort tid før at USA og Taliban sætter sig ved forhandlingsbordet, har oprørsgruppen slået til igen.

Ritzau

Fire amerikanske soldater har mistet livet i Afghanistan, efter militærbasen Bagram er blevet angrebet af bevæbnede oprørere.

Embedsmænd fra USA siger, at den amerikanske flybase blev beskudt - muligvis af raketter eller mortérgranater.

Oprørsgruppen Taliban, som i 12 år har bekæmpet regeringen i Kabul, har taget skylden for angrebet. Det rapporterer nyhedsbureauet AFP.

To raketter

- To store raketter blev affyret mod Bagram og ramte målet. Fire soldater er døde, og seks andre er kvæstet. Raketterne forårsagede en stor brand, siger Taliban-talsmand Zabihullah Mujahid over telefonen til AFP.

Angrebet kommer blot få timer efter, at regeringen i USA meddelte, at man deltager i direkte fredsforhandlinger med Taliban i Doha, Qatar, i næste uge. Her vil den afghanske regering også være til stede.

Tidligere tirsdag meddelte Afghanistans præsident, Hamid Karzai, at de afghanske styrker nu overtager ansvaret for sikkerheden i hele landet.

Dermed overgår ansvaret fra USA og den Nato-ledede styrke Isaf i de områder, som ikke allerede er under den afghanske hærs kontrol.

De afghanske styrker, der tæller 350.000 mand, begyndte i sommeren 2011 gradvist at overtage ansvaret for sikkerheden i det krigshærgede land.

De sidste udenlandske kampstyrker forlader Afghanistan i 2014, mens de danske soldater allerede tager hjem i sensommeren i år.