Er Japans premierminister bange for spøgelser?
Det er ikke på grund af spøgelser, at Japans premierminister holder sig fra sin embedsbolig, siger han.
Efter vedholdende rygter har Japans premierminister, Shinzo Abe, valgt at afvise, at spøgelser skulle være årsagen til, at han ikke har taget sin officielle embedsbolig i brug.
Shinzo Abe overtog posten i december, men han har endnu til gode at tage det 11-værelser store hus, der ligger midt i Tokyo, i anvendelse.
Ingen af hans forgængere har ventet så længe med at flytte ind i bygningen ifølge lokale medier.
Usædvanlige fænomener
Flere tidligere premierministre har fortalt om deres oplevelser med usædvanlige fænomener i huset, som har været centrum for to blodige kup i 1930'erne - begge mislykkede.
Den tidligere premierminister Junichiro Koizumi, som bestred posten fra 2001-2006, har ved en tidligere lejlighed udtalt:
- Jeg har aldrig mødt et spøgelse, men jeg vil gerne se dem.
Flere af de tidligere premierministres hustruer har nægtet at bo i huset på grund af frygt for, at det er besat af ånder.
Kritiserer ubeboet bolig
Fra oppositionen har der været kritik af, at Abe ikke har taget boligen i anvendelse, fordi han dermed kan blive forsinket i at handle i nødsituationer.
Boligen ligger lige ved siden af hans embedskontor.
I maj 1932 blev daværende premierminister Tsuyoshi Inukai dræbt i forbindelse med et oprør fra søofficerer, som senere overgav sig til militærpolitiet.
I 1936 dræbte en flok oprørstropper flere politiske ledere og besatte regeringskvarteret og premierministerens embedsbolig i fire dage.