Kina forarger naboer med nyt pas
Nyt kinesisk pas med et lidt for ambitiøst kort har skabt raseri i nabolande.
Regeringen på Taiwan er rasende, og både Vietnam og Filippinerne har sendt vrede protestnoter.
Årsagen er et nyt kinesisk pas, som indeholder et kort, der ifølge nabolandene lidt for tydeligt antyder Kinas storhedsdrømme. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Kortet i passet viser Kinas grænser, men inddrager samtidig Det sydkinesiske Hav, selvom både Filippinerne, Vietnam, Taiwan, Brunei og Malaysia gør krav på dele af det store havområde.
Taiwan i oprør
Kortet inddrager endda også Taiwan, Kinas indædte modstander sider 1949, og det er blevet opfattet som en provokation på Taiwan. Her frygter man, at Kinas fremgangsmåde vil brede sig til andre lande, som også kan få fikse ideer med deres pas.
Regeringspartiet og oppositionen har forenet sig i en bredside mod Kina, hvor supermagten anklages for at underminere de senere års skrøbelige tilnærmelse mellem supermagten og den lille ønation.
Kinesiske statsborgere kan dog stadig ikke rejse til Taiwan på deres nationale pas, men må medbringe et særligt rejsedokument.
Taiwan: Kan kun skabe ballade
"Man ignorerer fuldstændig virkeligheden, og det kan kun skabe stridigheder," siger Taiwans Mainland Affairs Council, et regeringsorgan der har ansvar for forbindelsen til Beijing.
Filippinerne har sendt en protestnote til den kinesiske ambassade, oplyser udenrigsminister Albert del Rosario til AP, og heri protesterer landet "kraftigt" og gør opmærksom på, at Kina gør krav på områder, som "klart er en del af Filippinernes territorium og maritime område."
Også Vietnam har afsendt en diplomatisk protest til den kinesiske ambassade, og nabolandet kræver, at Kina fjerner "det fejlagtige indhold" fra passene.
Kina fastholder krav
Kina afviser protesterne med en bemærkning om, at passene er produceret efter "internationale standarder". Passene kom i produktion den 15. maj, og først i denne uge kom kritikken.
"Grænselinjerne på kortet over Kina i passet er ikke rettet mod noget særligt land," lyder det fra Hua Chunying, talsmand for Kinas udenrigsministerium.
Kina mener, at landet fra gammel tid har krav på Det Sydkinesiske Hav, som er rigt på olie- og gasforekomster.
Filippinerne, Brunei, Malaysia og Vietnam mødes den 12. december for at diskutere kravene i havområdet og Kinas rolle i sagen.

Derfor er der så få kældre i katastrofeområde

Toprestauranter uden overenskomst
Skat og bilbranchen slås om demobiler
"På grænsen til det uanstændige," lyder det efter afgørelse fra Skatterådet. Læs artikel
Arnesen er fyret i Hamburger SV
Den danske sportsdirektør er blevet fyret et år før kontraktudløb i den nordtyske bundesligaklub. Læs artikel
Østjyderne trak vejr-nitten
Derfor er der så få kældre i katastrofeområde
Et af de hyppigste råd mod tornadoer er svært at følge i katastroferamt by. Læs artikel


