Kina har fået syv nye ledere
Færre ingeniører og ingen klare reformatorer i Kinas top
Kinas tidligere leder, Hu Jintao, har skabt ny præcedens i toppen af Kinas Kommunistparti og er trådt tilbage fra samtlige partiposter.
Med Hus afgang overtog en vinkende, smilende og selvsikker Xi Jinping – den nye leder af Kinas Kommunistparti – både pladsen som partiets generalsekretær og formandskabet i partiets centrale militærkomission.
Ni blev til syv
Da Hu Jintao overtog formandskabet i partiet, blev den tidligere formand, Jiang Zemin, siddende som formand for militærkommissionen i to år. Jiang bibeholdt et kontor i partihovedkvarteret Zhongnanhai og har haft fingrene dybt nede i udvælgelsen af nye ledere og i andre vigtige partispørgsmål.
Xi og hans seks kolleger i Politbureauets Stående Udvalg – reduceret fra de tidligere ni medlemmer til de nuværende syv – blev præsenteret få minutter før middagstid.
Her er de syv ledere:
Xi Jinping:
Generalsekretær for Kinas Kommunistparti (partifomand) og chef for militærkommissionen. Fra næste marts Kinas præsident. Født i Beijing (ifølge visse biografer i Shaanxi-provinsen) i 1953 ind i en revolutionær familie og betragtes som partiaristokrat. Sendt på landet under kulturrevolutionen i 1969-75. Medlem af partiet i 1974. Har brugt 17 år af sin karriere i Fujian-provinsen, og blev i efter fem år som leder af naboprovinsen Zhejiang partichef i Shanghai, hvor han overtog ledelsen af en korruptionsskandale med en anden højtstående partileder, Chen Liangyu. I 2007 kom han tilbage til Beijing som medlem af Politbureauets Stående Udvalg. Gift med sangerinde Peng Liyuan. Parret har en voksen datter, der studerer i USA.
Li Keqiang:
Kinas kommende premierminister (regeringschef). Født i 1955 i den fattige Anhui-provins ind i en almindelig funktionærfamilie. Blev uddannet på Peking Universitet, hvorfra han har en juragrad. Avancerede derefter i Kommunistpartiets Ungdomsliga under Hu Jintao. Blev guvernør og senere partichef i Henan-provinsen fra 1998 til 2004 og blev derefter chef i Liaoning-provinsen i Nordøstkina. Blev vicepremierminister og medlem af Politbureauets Stående Udvalg i 2007, men rangerede efter Xi Jinping. Grundet sin alder kan han dog sidde i tre perioder. Er gift med Cheng Hong, en professor i engelsk. Parret har en datter, der menes at studere i USA.
Zhang Dejiang:
Kinas vicepremierminister og partichef i Chongqing, hvor han havde til opgave at lægge låg på Bo Xilai-skandalen. Født i Liaoning-provinsen i 1946 til en tidligere generalmajor i Kinas militær og betragtes som partiaristokrat. Uddannet i koreansk i det nordøstlige Kina og har en bachelor i økonomi fra Kim Il-Sung Universitetet i Pyongyang, Nordkorea. Blev sendt på landet under kulturrevolutionen, men arbejdede sig alligevel op i partihierarkiet i den nordkinesiske Jilin-provins på grænsen til Nordkorea. Zhang ventes at ville arbejde for en styrkelse af statens rolle i økonomien. Er gift med Xin Shusen, der tidligere var vicepræsident i China Construction Bank. Hustruen er medlem af den rådgivende forsamling til Kommunistpartiet.
Yu Zhengsheng:
Partisekretær i Shanghai siden 2007. Først i 1945 i den østlige kystprovins Zhejiang i en prominent familie. Yus far var ex-mand til Jiang Qing, der senere blev Maos hustru. Hans bedstefars bror var Chiang Kai-sheks forsvarsminister, og Yus egen bror hoppede af til USA i 1985. Yu Zhengshen blev som 19-årig medlem af Kommunistpartiet. Ingeniør med speciale i kontrolsystemer i ballistiske missiler. Arbejdede i statsejede teknologivirksomheder inden han i 1982 blev ansat i ministeriet for elektronikindustri under Jiang Zemin. Yu blev viceminister for byggeri i 1997. Er gift med Zhang Zhikai, datter af en generalmajor i hærens logistikdepartement.
Liu Yunshan:
Partiets propagandachef siden 2002. Født i Indre Mongoliet i 1947 og partimedlem i 1971. Er uddannet på deltidsbasis som lærer og har en lederuddannelse fra en partiskole, også på deltidsbasis. Har arbejdet hele sin karriere i propagandasystemet og har haft nær tilknytning til partiets ungdomsliga, hvor Hu Jintao var chef. Han avancerede senere i sin karriere til toppen af partihierarkiet i Indre Mongoliet inden han i 1993 blev ansat som vicepropagandachef i partiets centraladministration i Beijing. Ventes at ville styrke overvågningen af internet og medier. Har en søn, der er gift med datteren af en tidligere minister for statssikkerhed. Sønnen, Liu Lefei, er chef for investeringer i det magtfulde, halvstatslige CITIC.
Wang Qishan:
Vicepremierminister, ny disciplinchef i Kommunistpartiet. Født i 1948 i Qingdao og uddannet historiker. Blev sendt på landet under kulturrevolutionen og blev partimedlem som 35-årig. Wang steg i graderne gennem en række poster i det statslige kinesiske banksystem og betragtes som én af partitoppens bedste økonomiske eksperter. Har i flere år været frontfigur i de økonomiske samtaler med USA. Betragtes også som en problemløser. Det var Wang, der overtog borgmesterposten i Beijing efter fyringen af den tidligere borgmester i forbindelse med sars-udbruddet i 2003.
Zhang Gaoli:
Partisekretær i Tianjin siden 2007. Født i 1947 i Fujian-provinsen og blev partimedlem i 1973. Universitetsuddannelse i statistik og arbejdede sig derefter hele vejen op igennem et olieselskab i Gaungdong, fra bærer til chef mellem 1970 og 1985. Fra midten af 1980’erne sad han i en række ledende stillinger i Guangdong-provinsen, inklusive fire år som partisekretær i Shenzhen – Kinas første rigtige kapitalistiske by. Zhang menes at være tilhænger af markedsøkonomien. Han mødte sin hustru på universitetet og parret har en datter, der er gift ind i en velhavende familie i Hongkong.