Fortsæt til indhold
Asien

Kinesiske aktivister anholdt på omstridt ø

Japansk politi har anholdt fem kinesiske aktivister, der gik i land på en ø, som Kina og Japan gør krav på.

Ritzau

Fem kinesiske aktivister er blevet anholdt onsdag, efter de gik i land på en øgruppe, der er omdrejningspunkt for en årelang strid mellem Japan og Kina.

- Politiet fra Okinawa har arresteret fem mænd for ulovlig indtrængen på Uotsurijima-øen, siger en talsmand for politiet og refererer til øgruppen, der er kendt som Diaoyu i Kina og Senkaku i Japan.

Tæt fulgt af kystvagten

En fiskerbåd med 14 aktivister fra Hong Kong Macau og Kina om bord blev fulgt tæt af den japanske kystvagt og bombarderet med vandkanoner, men det lykkedes alligevel syv af aktivisterne at springe i vandet og svømme ind til kysten.

12 skibe fra den japanske kystvagt havde fulgt fiskerbåden, mens en helikopter havde overvåget situationen fra oven.

Aktivisterne har flere gange forgæves forsøgt at nå ind til øerne, men er bortset fra en enkelt gang i 1996 blevet forhindret i det af den japanske kystvagt.

Fem af syv arresteret

David Ko, der er talsmand for aktivisterne, siger, at mindst syv nåede i land, og at fem af dem er blevet arresteret.

- Mændene bar røde kinesiske flag og Hong Kong-flag. Båden er totalskadet, siger David Ko.

Flere af aktivisterne jublede af glæde, da de fortalte om deres bedrift på en satellittelefon og sang patriotiske kinesiske sange.

Aktivisterne er en del af en gruppe, der kalder sig Aktionskomiteen for forsvaret af Diaoyuøerne. De siger, at aktionen er et modtræk mod japanske politikeres planer om at besøge de omstridte øer.

Skete også i 2004

I 2004 gik en gruppe på syv aktivister i land på øen med det japanske navn Uotsuri, hvor de blev anholdt og sigtet for ulovlig indtrængen og deporteret.

Episoden kommer samtidig med årsdagen for Japans overgivelse ved afslutningen af Anden Verdenskrig for 67 år siden.

Japan er også indblandet i endnu en strid med Sydkorea om en anden øgruppe.