Fortsæt til indhold
Asien

Nyt kæmpemissil afsløret i Nordkorea

Ved en militærparade søndag afslørede Nordkorea muligvis et nyt, farligt missil.

Der er ikke meget, der tyder på, at Nordkorea har tænkt sig at lade sig kue af fredagens mislykkede missilaffyring. Missilet blev nemlig en regulær fuser, da den selvdestruerede og endte i havet kort efter affyring.

Søndag forsøgte diktaturstaten så angiveligt at genoprette sit image som en farlig nation ved en stort anlagt militærparade, der markerer 100-året for fødslen af Nordkoreas grundlægger Kim Il Sung.

Her blev et nyt, større og potentielt farligere missil nemlig ifølge flere internationale medier afsløret, og det har fået spekulationerne til at begynde om, hvorvidt landet reelt er nået længere, end det viste fredag.

Måske længererækkende missil

Militæranalytikere i både Japan og Sydkorea har kigget på de billeder, der er taget af militærparaden, og der er delte meninger om, hvilken type missil, der er tale om.

"Den lignede mest af alt en prototype, og den lignede noget, der skal bruges som et en langtrækkende ballastisk missil (ICBM), men det er svært at sige på nuværende tidspunkt," siger Isaku Okabe, japansk militæranalytiker, ifølge AP.

Den vurdering er Sohn Young-Hwan, sydkoreansk militæranalytiker, ikke enig i. I stedet er der formentlig tale om et missil med en mellemlang rækkevidde, lyder vurderingen.

Vigtig sondring

Diskussionen er relevant, fordi et langtrækkende ballistisk missil i princippet kan ramme mål, der er op mod 12.000 km fra affyringsstedet. Det ville i givet fald betyde, at Nordkorea ville kunne ramme det amerikanske fastland.

Problemet med dette nye missil og vurderingen af dets rækkevidde er, at der er stor international tvivl om, hvorvidt Nordkorea har tilegnet sig tilstrækkelig viden til at kunne udvikle og producere et missil af denne type. Meget kan dog tyde på, at landet ruster sig til nye, større missiler, da affyringsrampen passer til endnu større missiler.

I 2010 afslørede Nordkorea også et nyt missil. Dengang var der tale om et missil, der havde en rækkevidde på mellem 3000 og 4000 km. Et missil, der i givet fald ville kunne ramme amerikanske baser i Guam, Sydkorea og Japan.