Udenrigsministeriet: Mange pårørende ringer ind
Danskere i berørte områder skal holde sig orienteret og følge de lokale myndigheders råd.
Hos Udenrigsministeriet begyndte telefonerne straks at ringe, da der kom melding om et jordskælv og efterfølgende tsunamivarsel i Asien.
Det siger Ole Neustrup, der er souschef for Borgerservice i Udenrigsministeriet.
- Der er selvfølgeligt mange pårørende, der ringer ind og er bekymrede. Men på nuværende tidspunkt har vi ikke fået meldinger om tilskadekomne danskere, siger han.
- Vi har brugt den seneste tid på at tage kontakt til vores ambassader i regionen for at høre, hvordan de oplever situationen og hvilke råd, de lokale myndigheder giver befolkningen, fortæller han.
- Det bedste råd, vi kan give, er at følge udviklingen på stedet og følge de lokale myndigheders råd og vejledninger, råder han.
Operativ stab
Efter den store og altødelæggende tsunami i 2004 blev der oprettet en international operativ stab, der skal hjælpe danskere i udlandet ved eksempelvis naturkatastrofer.
Men onsdag havde man ikke bedt staben træde sammen.
- På nuværende tidspunkt, hvor der ikke er meldinger om tilskadekomne danskere, så er det ikke et skridt, vi har taget, siger Ole Neustrup.
Udenrigsministeriet oplyser desuden, at overbelastning af mobilnetværket i de berørte lande kan forekomme.
"Det er vigtigt, at berørte danskere og deres pårørende ikke af den grund går i panik, men forholder sig roligt og på anden vis søger at holde sig opdateret om situationen og myndighedernes anvisninger", skriver ministeriet på hjemmesiden.