Teenager har solgt sin nyre for at købe iPhone
Fem personer er anklaget for at tjene penge på illegal transplantation.
En 17-årig dreng fra den fattige Anhui-provins i Kina måtte stå skoleret for sin mor, da han havde købt en iPhone og en iPad.
Drengen gik til bekendelse og fortalte sin mor, at han havde solgt sin nyre. Det skriver The Guardian.
Fem personer er nu blevet anklaget for at arrangere den illegale transplantation og udnytte drengen.
I blandt de anklagede er kirurgen, der fjernede teenageres nyre.
Drengen fik 20.000 kr.
En af de tiltalte modtog, hvad der svarer til 200.000 danske kroner for at arrangere transplantationen. Teenageren, der afgav sin nyre, fik lige knap 20.000 kr. af dem. Resten delte det tiltalte sundhedpersonale.
Apple-produkter er meget populære i Kina, men mange kinesere har ikke råd til dem.
Sort marked for organer
I Kina har man hårdt brug for flere organdonorer. Det skønnes, at 1,5 millioner kinesere årligt har brug for en organtransplantation. Men der bliver kun udført ca. 10.000 organtransplantationer i Kina om året – mange af disse organer kommer fra fanger på dødsgangen.
En af de væsentligste årsager til manglen på organdonorer er den kulturelle tro på, at kroppen skal begraves hel.
Dette har ført til et blomstrende sort marked for organer, ligesom der er reel ”transplantationsturisme”, hvor kinesere rejser udenlands for at modtage et nyt organ.