Dødsdømte skal ikke længere donere organer
Kina lover at stoppe med at bruge fangers organer, som udgør to ud af tre transplantationer.
Inden for de næste fem år vil brugen af dødsdømte fangers organer stoppe.
Det lover Kina, ifølge BBC.
I stedet for at bruge de dødsdømte fangers organer til transplantationer, vil man indføre et nationalt donationssystem. Det skal afhjælpe den store mangel på organdonerer i det folkerige land.
Tvinger fanger til donation
I 2009 indrømmede de kinesiske myndigheder, at fanger på de kinesiske dødsgange i årevis er blevet tvunget til at donere deres organer til kinesiske patienter.
Det skønnes, at de dødsdømte fanger leverer organer til to ud af tre organtransplantationer i Kina.
Set med sundhedsfaglige briller, er det dog ikke hensigtsmæssigt at benytte de indsattes organer til transplantationer. På grund af forholdene i fængslerne, er der nemlig større risiko for at organmodtagerne får infektioner, hvilket forringer overlevelsesmulighederne markant, skriver BBC.
Behov for 1,5 mio. organer
I Kina har man hårdt brug for flere organdonorer. Det skønnes, at 1,5 millioner kinesere årligt har brug for en organtransplantation. Men der bliver kun udført ca. 10.000 organtransplantationer i Kina om året.
En af de væsentligste årsager til manglen på organdonorer er den kulturelle tro på, at kroppen skal begraves hel.
Dette har ført til et blomstrende sort marked for organer.
Det kinesiske Røde Kors foreslår, at man når man i fremtiden skal give økonomisk støtte til de familier, hvis pårørende har doneret organer til staten.