Over 100.000 såret eller dræbt efter krig
Vietnamkrigen koster fortsat menneskeliv 36 år efter den officielle afslutning.
Flere millioner vietnamesere blev dræbt eller såret i Vietnamkrigen. 58.000 amerikanske soldater mistede livet, og over 300.000 blev såret.
Men selvom den væbnede konflikt afsluttedes med fredsslutningen i 1975, koster den tilsyneladende fortsat menneskeliv.
Smertefuld arv
Efter fredsslutningen er over 100.000 vietnamesere blevet såret eller dræbt af landminer og andet efterladt eksplosivt skyts fra krigen.
Det oplyser landets premierminister Nguyen Tan Dung på en FN-konference, der skal tage hånd om problemerne.
”Krigens smertefulde arv, som omfatter mere end hundredetusinder tons bomber og ueksploderet ammunition, fortsætter med at forårsage smertefulde skader hver eneste dag,” siger Nguyen Tan Dung ifølge amerikanske medier.
Den vietnamesiske premierminister oplyser helt præcist, at 42.132 er blevet dræbt af landminer og andet skyts fra krigen siden 1975, mens 62.163 er blevet såret.
USA støtter op
USA gjorde brug af 16 mio. ton bomber og ammunition i konflikten i samarbejde med Sydvietnams regering, som blev besejret af det kommunistiske Nordvietnam og dets sydvietnamesiske allierede, FNL.
USA’s ambassadør i Vietnam, David Shear, fortalte på konferencen, at USA har ydet Vietnam en bistand på 62 mio. dollars til at håndtere ”denne smertefulde arv”.
”Vores indsats for at hjælpe Vietnam med at håndtere de svære problemer har været med til at opbygge den gensidige tillid og forståelse mellem USA og Vietnam, der har fået vores bilaterale forhold til at blomstre,” siger David Shear.
Kæmpe oprydningsarbejde
Ifølge Bui Hong Linh, viceminister for arbejdsmarked, krigsinvalide og sociale forhold, befinder der sig landminer og eksplosivt skyts i et område på omtrent 16 mio. hektar land eller ca. en femtedel af landets samlede areal.
Han oplyser, at blot 740.000 hektarer - svarende til 5 pct. af de kontaminerede områder er blevet ryddet.
En ny regeringsplan, som netop er vedtaget, lægger op til, at yderligere 1,2 mio. hektarer kan blive ryddet i en større operation, som vil koste 595 mio. dollars (3,3 mia. kroner) de næste fem år.