*

Asien

Ekspert: »Kineserne er gode til at spille Trump. De har regnet ud, at han er forfængelig«

Donald Trump har fået mere end almindelig VIP-behandling på sit besøg i Kina.

Helt usædvanligt fik Donald Trump og hustruen Melania en personligt guidet tur i Den Forbudte By af Kinas præsident Xi Jinping og dennes hustru, Peng Liyuan. Foto: Andrew Harnik/AP

Den røde løber var både i overført og bogstavelig betydning i den grad rullet ud, da den amerikanske præsident Donald Trump og førstedamen Melania landede i Beijing onsdag.

Her blev de ifølge flere medier mødt af et marchorkester og soldater, mens børn i deres fineste tøj vinkede med kinesiske og amerikanske flag. Vejen gik direkte til Den Forbudte By, som i dagens anledning var lukket af for turister.

Her fik præsidentparret helt usædvanligt en personligt guidet tur af den kinesiske præsident Xi Jinping og dennes hustru, som efterfølgende bød på te samme sted. Underholdningen var traditionel kinesisk opera, fremført af operastuderende, som efterfølgende skal have råbt:

Trump beder Kinas stærke mand om hjælp med Nordkorea

»Velkommen til Kina. Jeg elsker dig.«

Og som den første udenlandske regerings- eller statsleder spiste Trump middag i det gamle kejserpalads.

Selv om Twitter normalt er blokeret i Kina, afholdt det ikke Trump fra at tweete, som han plejer.

Torsdag blev der spist middag i Folkets Store Hal i Beijing. Foto: Thomas Peter/AP

»På vegne af Melania og mig selv, tak for en uforglemmelig eftermiddag og aften i Den Forbudte By, præsident Xi og fru Peng Liyuan,« lød det fra præsidenten, som fulgte op med flere andre tweets, hvori han understregede, hvor imponeret han var over den varme velkomst.

Og det er ikke uden grund, at kineserne har taget det tunge skyts i brug til dette statsbesøg, siger Andreas Bøje Forsby, forsker i international sikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), herunder kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

»Kineserne er gode til at spille Trump. De har regnet ud, at Trump er en ærekær mand, en forfængelig mand, som bliver imponeret, hvis man giver ham særbehandling.«

Han fortsætter:

»Kineserne gør, hvad de kan, for at få ham til at føle sig godt tilpas, for så kan det være at han nøjes med at fokusere på Nordkorea-spørgsmålet, hvor kineserne slår sig i tøjret og siger: "Vi gør, hvad vi kan", og så giver de måske en lille luns ved at love en stramning af sanktionsregimet. De kan samtidig underskrive nogle lukrative aftaler, for nogle af dem, som er i Trumps handelsdelegation, så præsidenten kan tweete om det.«

Donald Trump blev modtaget ved Folkets Store Hal af børn, der vinkede med kinesiske og amerikanske flag. Foto: Andy Wong/AP

Hvad er det så, kineserne ikke ønsker, at han skal fokusere på?

»At Kina har udviklet sig i en autoritær retning med Xi Jinping. Der foregår en mere massiv undertrykkelse i Kina nu end i de sidste mange år. Der er også andre ømtålelige spørgsmål i regionen. Det kunne være Taiwan, hvor kineserne har gjort meget ud af at fortælle amerikanerne, at de skal bakke fuldt ud op om etkinapolitikken. Og så er der Det Sydkinesiske Hav, hvor Kina har ført en mere selvhævdende og ekspansiv kurs, når det gælder krav til uløste territorialspørgsmål. Her ønsker man absolut ikke, at USA skal spille nogen rolle, og det er, siden Trump er kommet til, lykkes godt for kineserne at få USA til at blande sig udenom.«

Trump til Nordkorea: USA vil bruge sin overvældende militærmagt, "hvis det bliver nødvendigt"

Under statsbesøget har Nordkorea-spørgsmålet og de ifølge Trump »ensidede og unfair« handelsrelationer mellem Kina og USA fyldt dagsordenen. Ligesom det har været tilfældet på Trumps øvrige Østasien-turné.  

»Jeg tror, at det er magtpåliggende for kineserne at fortsætte med at få Trump til at føle sig godt tilpas og føle, at han har en særligt god kemi med Xi, fordi det vil gøre en lang række ting meget lettere. Man skal huske på, at USA og Kina reelt set ikke har nogen fælles interesse på den internationale scene. Så et personligt godt forhold til Trump er helt afgørende for kineserne, så de kan fortsætte deres opstigning, uden at amerikanerne har alt for meget fokus på Kina-truslen,« siger Andreas Bøje Forsby.

Trump rejser videre fredag.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her