*

International 06.03.2012 kl. 10:20

Israel: Iran skal stoppes

"Vi har ikke råd til at vente meget længere," sagde Israels premierminister til jøder i USA.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, skærpede tonen mod Iran, da han mandag holdt tale for tusinder af amerikanske jøder i den jødiske lobbyorganisation Aipac i Washington. Foto: Cliff Owen/AP

Kort forinden havde Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, holdt møde med USA's præsident Barack Obama i Det Ovale Værelse.

Da indikerede Obama, at de to lande var enige om strategien, når det handler om at forhindre Iran i at producere atomvåben.

"Jeg ved, at både premierministeren og jeg foretrækker at løse dette ad den diplomatiske vej," sagde Obama og tilføjede: "Vi er klar over konsekvenserne af enhver militær aktion".

Intet har virket

Men da Benjamin Netanyahu senere holdt tale for tusinder af amerikanske jøder i den jødiske lobbyorganisation Aipac i Washington, var tonen skærpet.

"Det seneste årti har det internationale samfund forsøgt sig med diplomati. Det har ikke virket. I seks år har det internationale samfund indført sanktioner. Det har heller ikke virket," lød det fra Netanyahu, som forinden havde understreget, at han ikke agtede at sige noget om, hvorvidt Israel vil angribe Iran.

Vi har ikke råd til at vente længere

Ikke desto mindre fortsatte premierministeren:

"Israel har ventet tålmodigt på, at det internationale samfund ville løse problemet. Vi har ventet på, at diplomatiet skulle virke. Vi har ventet på, at sanktionerne skulle virke. Ingen af os har råd til at vente meget længere."

"Den jødiske stat vil ikke tillade, at de, der søger vores ødelæggelse, kan komme i besiddelse i midlerne til at nå det mål. Et Iran bevæbnet med atomvåben skal stoppes."

Der har længe været spekuleret i, om Israel agter at angribe Iran uden om USA, og da Obama talte til den samme lobbyorganisation søndag, understregede han da også, at der har været for meget "løs snak om krig".

Historiens vingesus

Samtidig mener nogle ifølge Netanyahu, at et angreb mod Iran vil være ineffektivt og kan udløse et hævnangreb.

Men Netanyahus modsvar til disse argumenter bestod i at fortælle om en episode fra 1944, hvor den jødiske verdenskongres bønfaldt den amerikanske regering om at bombe koncentrationslejren Auschwitz.

Han læste svaret fra den amerikanske regering højt for tilhørerne fra Aipac. Heri lød det bl.a., at angrebets effekt ikke ville stå mål med de ressourcer, som det krævede.

Israel skal herske over egen skæbne

"Og, mine venner, her er den mest bemærkelsesværdige sætning af dem alle. Jeg citerer: "En sådan indsats kan provokere til endnu mere hævngerrige handlinger fra tyskernes side." Tænk på det - "endnu mere hævngerrige handlinger" - end Holocaust," lød det fra Netanyahu.

Han tilføjede, at både USA og jøderne er et andet sted end i 1944.

"Vi sætter stor pris på alliancen mellem vores to lande. Men når det gælder Israels overlevelse, skal vi altid forblive herskere over vores egen skæbne".

null
Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Tilmeld dig overvågning af International
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse

Venezuela er dybest set fallit igen

Der er mangel på mangt og meget i Venezuela, men ikke på lange køer af borgere, der håber at kunne sikre sig nogle af de varer, der trods alt er at få.
Annonce
Ups, jeg er kommet til at slå nogen ihjel
I det stemningsfulde gyserspil Until Dawn får hver lille beslutning, du tager, afgørende betydning for otte teenageres liv – og død. Tør du spille det i mørke? 
Se flere
Ups, jeg er kommet til at slå nogen ihjel
I det stemningsfulde gyserspil Until Dawn får hver lille beslutning, du tager, afgørende betydning for otte teenageres liv – og død. Tør du spille det i mørke? 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her