*

International

WHO har udnævnt omstridte Robert Mugabe til goodwill-ambassadør

Det vækker hård kritik blandt organisationer, at WHO har udnævnt Zimbabwes præsident til goodwill-ambassadør.

Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, har længe været underlagt sanktioner fra USA på grund af sin regerings krænkelser af menneskerettigheder.

Nu går den nye chef for Verdenssundhedsorganisationen (WHO) imidlertid i en anden retning og udnævner den 93-årige afrikanske leder til goodwill-ambassadør.

Etiopieren Tedros Ghebreyesus, der tidligere i år blev WHO's første afrikanske generalsekretær, oplyser således, at Mugabe har takket ja til en forespørgsel om at være goodwill-ambassadør.

Generaldirektøren roser Mugabes sundhedspolitik og siger, at han mener, den zimbabwiske præsident kan bruge rollen til at "påvirke sine ligemænd i regionen".

Adskillige organisationer, herunder World Heart Federation, Action Against Smoking og Cancer Research U.K., har efterfølgende udsendt en erklæring, hvori de kritiserer udnævnelsen.

I erklæringen står der blandt andet, at flere embedsmænd inden for sundhedsvæsenet er "chokeret" og "dybt bekymret" over Mugabes "lange historie med krænkelser af menneskerettigheder".

Organisationerne oplyser samtidig, at de har udtrykt bekymring over for Tedros Ghebreyesus, men til ingen nytte.

I 2008 offentliggjorde den Boston-baserede ngo Physicians for Human Rights en rapport, der dokumenterer svigt i Zimbabwes sundhedssystem.

Organisationen konkluderer, at Mugabes politik har ført til en menneskeskabt krise.

- På grund af Robert Mugabes regering er det gået den forkerte vej i forhold til befolkningens adgang til mad, rent vand, basale sanitære forhold og sundhedsydelser.

- Mugabe-regimet har brugt ethvert middel til dets rådighed, herunder politisering af sundhedssektoren, til at bevare sin magtposition, står der i rapporten.

Samtidig konkluderer organisationen, at Mugabes politikker direkte har ført til lukning af hospitaler og klinikker i landet.

Robert Mugabe har styret Zimbabwe i mere end 30 år og beskyldes for at være autoritær og for omfattende brud på menneskerettigheder.

I 2003 indførte USA sanktioner mod Mugabe og flere personer i hans inderkreds. Det skete efter beskyldninger om valgfusk og brud på menneskerettighederne.

/ritzau/AP
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her