*

International

Tomahawk-missilet - våbnet der prikker fjendernes øjne ud

Våbnet betragtes som USA's foretrukne af ekspert.

Natten til fredag sendte USA 59 missiler mod en syrisk militærbase i byen Homs. Der var tale om tomahawk-krydsermissiler - et yderst potent våben, der bestemt ikke er billigt. 

Det anslås, at et enkelt missil kan koste op til 10 millioner kroner, og det afspejler sig måske i våbenets præcision.

Missilerne affyres fra skibe og ubåde og kan ramme mål tusindvis af kilometer borte.

Missilet finder sin destination gennem gps, og kan omprogrammeres, mens det er i luften, hvor det farer afsted med omtrent 880 km/t. Når missilet suser afsted, tager det en uforudsigelig rute, hvilket gør det vanskeligt at skyde ned.

»Det er vigtigt at bemærke, at tomahawk-missiler ikke nødvendigvis går fra A til B i en lige linje. De vil tage en slags omvej, der gør, at de ikke kan blive skudt ned af fjender,« lyder det fra den pensionerede generalmajor James Marks til CNN

Karsten Maarup, der er ansat som forsker hos Forsvarsakademiet, blandt andet med speciale i missiler og militær magtanvendelse, peger på en anden grund til, at missilet er svært at stoppe.

»Missilet flyver lavt. Det gør det svært for fjender at spotte våbnet på deres radar, når det er på vej. Af den grund blev det også brugt ved nattens angreb i Syrien, hvor det skal være hurtigt og præcist – uden involvering af luftstyrker eller soldater på landjorden,« siger han.

Historisk set blev det sofistikerede krydsermissil først brugt af USA i forbindelse med Golfkrigen i starten af 90'erne, hvor missilet var en »enorm succes« ifølge den amerikanske hær. Siden dengang har USA haft en meget stor gavn af missilet, lyder det fra Karsten Maarup.

Partier har forståelse for USA's gengældelsesangreb mod Assad

»Man kan sige, at tomahawk-missilet er USA's foretrukne våben. Missilet er meget pålideligt, det er meget præcist. Man kan skyde fra 2000 kilometer, og så alligevel ramme inden for 10 meter. Du kan faktisk sidde i Middelhavet og ramme en garage et sted i Europa, så præcisionen er helt sikkert våbnets største styrke,« siger han.

Maarup peger på USA's krige i Irak, Afghanistan og Kosovo som eksempler på krige, hvor våbnet har vist sin styrke. Et andet eksempel er fra 2011 under militærinterventionen i Syrien, hvor Muammar Gaddafi, tidligere libysk statsleder, blev overmandet af det imposante missil.

»I 2011 i Libyen blev Gaddafi ramt af 200 tomahawk-missiler på under et døgn. Man bruger i bund og grund missilet til at prikke øjnene ud på modstanderen - til at blænde dem. Man bruger det også til at skabe kontrol over luftrummet, så modstandernes fly ikke kan komme i luften. For hvis man som krigspart har kontrol over luftrummet, har man også overtaget i krigen,« siger han.

Ifølge eksperten er USA og Storbritannien de eneste, der er i besiddelse af missilet, men andre lande, eksempelvis Rusland, har missiler, der er tilsvarende.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Redaktionen anbefaler

Fra røvere til soldater

Fire eksempler på personer, der først var ordinære kriminelle, som lavede tyverier, røverier og andre lovbrud, men som derefter blev terrorister, der opfattede sig selv som islams krigere.
Mere
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her