*

International

»Det er os tre mod resten af verden – Kina, Filippinerne og Rusland«

Kina scorer stor diplomatisk sejr med bitter »skilsmisse« mellem Filippinerne og USA.

Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, har kastet sin kærlighed på Kina og taler her i Folkets Store Hal i Beijing. Foto: Wu Hong/AP

I syv årtier har Filippinerne og USA været i et trofast forhold som tætte allierede. Men ikke længere. Den stærkt kontroversielle filippinske præsident, Rodrigo Duterte, har på besøg i Kina fundet en ny partner og vil skilles fra USA.

»Jeg annoncerer min separation fra USA,« sagde han i Folkets Store Hal i Beijing under sit firedages besøg.

»Jeg vil ikke tage til USA længere. Der vil de blot fornærme os, så det er tid til at sige farvel, min ven.«

Duterte erklærede samtidig sit ønske om tætte relationer med Kina:

»Jeg lægger mig i jeres ideologiske slipstrøm,« sagde han til sine værter i en tale, der var tætpakket med anti-amerikanske ytringer.

Samtidig ønskede han at inddrage en anden amerikansk rival i en ny international treenighed: »Måske vil jeg også tage til Rusland og tale med Putin og fortælle ham, at det er os tre mod resten af verden – Kina, Filippinerne og Rusland.«

Tilbageslag for USA

Udmeldingen er et kraftigt tilbageslag for USA og vil gøre det langt sværere for Washington at samle allierede i fælles front mod et stadig stærkere Kina. Samtidig er det en kæmpe sejr for Kina, der de sidste år med frygt og vrede har set sig selv omringet af USA’s allierede.

Siden han blev præsident i juli, har Duterte angrebet USA for det, han ser som landets arrogante udenrigspolitik. Og han har flirtet kraftigt med Kina, selvom forholdet mellem Manila og Beijing under hans forgænger var anspændt pga. sprængfarlige territorialstridigheder i Det Sydkinesiske Hav.

Dutertes ønske om en »skilsmisse« fra USA er en vred reaktion på amerikansk kritik af hans brutale kamp mod narko, der har ført til drab på over 3.500 mistænkte pushere og narkomaner. Mens han har bedt USA om at »skride ad helvede til«, så lovpriser han Kina for at bakke op om hans narkokrig. »Kina kritiserer aldrig,« roste han i Beijing.

Men Duterte er også motiveret af ønsket om større kinesiske investeringer i Filippinerne. Og her lader kurmageriet til at bære frugt. Under besøget blev det nye ægteskab fuldbyrdet med handelsaftaler for over 90 mia. kr.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
International
TV anbefaler
Annonce
En afstikker værd: Det italienske fata morgana-slot midt i Kanalen
Premiere-aktuelle Victoria & Abdul kaster lys over dronningens senere år, og mange af scenerne er filmet på og omkring slottet, hvor det meste står som på Victorias dødsdag. Vi var på besøg. 
Se flere
Biler
Larmer dækkene på din bil? Her er guiden til en op til 30 pct. mere lydsvag bil
En række rustbehandlingscentre er nu klar med behandling, der sænker lydniveauet i bilen. Det kan give resultater, men afhængigt af bil, underlag og øret, der hører. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her