FAKTA: Her er de udenrigspolitiske G8-aftaler
Syrien, Iran, Afghanistan og Nordkorea blev diskuteret på G8-topmødet i Nordirland mandag og tirsdag.
Stats- og regeringscheferne for otte førende industrilande har på det afsluttede G8-topmøde i Nordirland besluttet følgende om udenrigspolitiske emner:
Syrien:
- Arbejder hen imod en fredskonference, der skal afholdes så hurtigt som muligt, så man kan diskutere en overgangsregering med udøvende magt. Målet er et samlet, inkluderende og demokratisk Syrien.
- Forpligter hinanden på at sende 1,5 milliarder dollar (ca. 8,35 milliarder kroner) i humanitær hjælp til syrerne.
- Står sammen om at fordømme brugen af kemiske våben, og ønsker en FN-enhed, der skal efterforske dette.
Iran:
- Gentager bekymring over Irans atomprogram, og beder den nyvalgte iranske præsident, Hassan Rohani, om at bidrage til at bygge bro efter langvarig konflikt med det internationale samfund.
Afghanistan:
- Udtrykker tilfredshed med, at landets myndigheder gradvist overtager styringen med landet.
- Giver udtryk for, at Afghanistan skal gøre mere for at stoppe produktion og handel med ulovlige stoffer, primært heroin.
- Appellerer til, at næste års valg bliver afviklet troværdigt efter demokratiske valgprincipper.
Nordkorea:
- Er dybt bekymret over Nordkoreas seneste prøvesprængninger og ønsker fuld implementering af FN-sanktioner, så længe landets leder, Kim Jong-un, ikke lever op til FN-resolutioner.