Prøv vores tablet-udgave

Vi kan se, at du er på en tablet. Kunne du tænke dig at læse Jyllands-Posten på vores tablet-app?

Privacy Policy Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her
International 30.11.04 kl. 22:30

Sudan glider af på danske trusler

Af JØRGEN ULLERUP, Jyllands-Postens udsendte medarbejder

Udenrigsminister Per Stig Møller medbragte både gulerod og stok, da han tirsdag landede midt i Sudans krudttønde.

El Fasher

I støvet ud for deres plastictelte reagerede en gruppe sudanske flygtninge med spontane klapsalver, da Per Stig Møller tirsdag forsikrede dem, at de fortsat kan regne med dansk hjælp.

Sammen med forsvarsminister Søren Gade og en større dansk delegation besøgte den danske udenrigsminister flygtningelejren Zam Zam uden for hovedbyen El Fasher i det nordlige Darfur. Midtpunktet i en konflikt, der siden dens udbrud i februar 2003 menes at have kostet 76.000 menneskeliv og ført til tvangsfordrivelser af halvanden million mennesker.

Før det barske møde med virkeligheden brugte Per Stig Møller formiddagen i hovedstaden Khartoum på at slå i bordet over sin sudanske kollega. Under et langt og til tider meget direkte møde krævede han øjeblikkelig indgriben fra centralregeringen for at standse volden.

Tydeligt frustreret over at trusler fra det internationale samfund om sanktioner og straffeaktioner er prellet af på det islamiske styre i Sudan, advarede han om, at Sudans ledere kan blive stillet til regnskab ved en international krigsforbryderdomstol, hvis en FN-undersøgelseskommission i januar fastslår, at der er tale om folkemord.

Tale med vægt

»Men det er ikke så vigtigt, om der er tale om folkemord eller ej. Det vigtige er at standse mordene. Uanset oprindelsen er det uacceptabelt at mishandle og dræbe kvinder og børn. Hvis man repræsenterer en central regering, har man pligt til at kontrollere sit område og beskytte sine borgere,« sagde han.

Som kommende medlem af FN's Sikkerhedsråd fra januar taler Danmark med vægt, og makker Sudan ikke ret, vil Danmark arbejde aktivt for en hård kurs mod Afrikas største land. Hovedkravet er en afvæbning af den fortrinsvis arabiske Janjaweed-milits, der beskyldes for at stå bag angrebene på landsbyer. Det internationale samfund er overbevist om, at Sudans regering har bevæbnet militsen for at standse oprøret.

Men som en glat ål gled Sudans udenrigsminister, Mustafa Osman Ismail, af på kritikken. Som altid, når nogen nævner ordet sanktioner, lovede han at samarbejde fuldt ud. Tydeligvis tog Sudans udenrigsminister heller ikke den danske trussel om en krigsretssag personligt. Han sagde dog, at regeringen ikke går ind for straffrihed, og at militsfolk, soldater og politifolk vil blive straffet, hvis de har begået noget kriminelt.

Han opfordrede samtidig de vestlige lande til at se mere nuanceret på konflikten. I stedet for trusler og fordømmelse bør de i stedet hjælpe med en løsning, sagde han.

»Janjaweed er banditter, tyve og mordere, og vi har anholdt og afvæbnet flere hundreder af dem. Men oprørerne gør det ikke let, fordi de systematisk bryder våbenhviler og angriber landsbyer. De har ødelagt 90 pct. af områdets politistationer og har dræbt 486 politifolk,« sagde Osman Ismail på det velbesøgte pressemøde i Khartoum.

»Vi er overbevist om, at der ikke finder et folkemord sted i Darfur. Men man må forstå, at Sudan er et enormt land, otte gange større end Tyskland, og at Darfur er på størrelse med Frankrig. Sudan er et af verdens 36 fattigste lande, og vi har begrænsede ressourcer,« fortsatte udenrigsministeren.

Katastrofen vokser

Centralregeringen i Khartoum hævder at have sendt op mod 6.000 politifolk og soldater til den urohærgede vestlige provins, hvor våbenhviler brydes systematisk, og hvor den humanitære katastrofe vokser i omfang. Den Afrikanske Union (AU) har lovet at sende 3.500 soldater til Darfur, men indtil videre er kun nogle få hundreder ankommet. Deres rolle er fortrinsvis at beskytte FN's observatører, og de har ikke magt til at gribe ind.

Højtstående officerer fra AU vurderede dog, at tallet på 76.000 døde er overdrevet, og de mente heller ikke, at der er tale om et folkemord. Derimod fastslog de, at Janjaweed-militsen formentlig arbejder på ordre fra regeringen.

Danske soldater

Per Stig Møller lovede, at han i sikkerhedsrådet vil arbejde for at udvide mandatet for den afrikanske styrke, så den rent faktisk kan gribe ind. Samtidig lovede han dansk hjælp til fredsprocessen, hvis det lykkes at overholde en våbenhvile. Danmark vil over de kommende år sætte 500 mio. kr. af til Sudan og tilbyder at sende soldater til et hovedkvarterskompagni, hvis FN anmoder om det. Samtidig vil Danmark aktivt støtte et canadisk forslag om at afholde en regional fredskonference.

jorgen.ullerup@jp.dk

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Tilmeld dig overvågning af International
Annonce
International lige nu
Tophistorie

Rusland viser militære muskler

Som svar på Ukraines "militærmaskine" foretager Rusland militære øvelser nær Ukraine.
forsiden lige nu

Rusland viser militære muskler

Som svar på Ukraines "militærmaskine" foretager Rusland militære øvelser nær Ukraine.

Ups: 110.000 børn fik brev fra Skat

Endnu engang har der været rod i Skats systemer.

F1-lånets popularitet i frit fald

Til gengæld er der dødt løb mellem F3-F5-lånene og de fastforrentede lån.

Disse biler er bare bedst

Forhandlere og værksteder har forbedret deres kundeservice.

Stor sølvskat fundet af amatørarkæolog

Skatten kan være gravet ned af et medlem af berømt fynsk familie.

Forfatter: Sønderjylland bør være tysk

Sønderjylland har ikke noget ud af at være en del af Danmark, mener kendt dansk forfatter.
Annonce
Annonce
International
Analyse
Foto
Annonce