Fortsæt til indhold
International

Saudi-arabisk prinsesse har søgt asyl i England

Prinsesse Sara kaldes "barbie-prinsessen". Hun er blevet upopulær i hjemlandet.

En af Saudi-Arabiens prinsesser er så bekymret for sin sikkerhed, at hun har søgt om politisk asyl i England. Det skriver Telegraph.

En diplomatisk udfordring for England, da det kan ydmyge den saudiarabiske kongefamilie.

I et interview med avisen fortæller prinsessen, Sara bint Talal bin Abdulaziz, at hun for fem år siden havde en uoverensstemmelse med sin fader, den 80-årige prins Talal bin Abdulaziz al Saud. En hændelse, hun ikke diskuterer offentligt.

"Der skete noget med min far, og han tog ikke let på det. Han gjorde gengæld mod mig og ønskede at knuse mig. Jeg var hans nærmeste, hans yndling. Det rystede mig i min grundvold," siger hun til avisen.

Barbie-prinsessen

Den 38-årige mor til fire er hele sit liv blevet kaldt "barbie-prinsessen", fordi hun ejede alt og var sød at se på. Men ifølge hende stemmede hendes opdragelse ikke overens med omverdenens opfattelse.

"Min del af familien var altid anderledes i forhold til resten af Al Saud-slægten - vi var åbne, kontroversielle og med forskelligheder. Vi fejrer jul," fortæller hun.

Prinsesse Sara mener, at støtter til kongefamilien ser hende som trussel, fordi hun inderst inde er en "reformator" med moderne islamiske værdier. Hun går ikke med slør og er blevet skilt fra sin mand.

Frygter overfald

Hun fortæller, at hun frygter, at det saudiarabiske regime vil forsøge at sende folk til England for at kidnappe hende.

Èn gang skal hun vær blevet forsøgt fanget af en embedsmand fra den Saudiarabiske ambassade, og en anden gang nægtede hun at mødes med saudiarabisk diplomat, da hendes britiske sikkerhedsfolk mente, at der var en kidnapning under opsejling.

Hun siger selv, at hun gentagne gange blevet overfaldet og forsøgt kidnappet.

Tør ikke rejse hjem

Prinsesse Sara ønsker ikke at rejse til Saudi-Arabien for at afklare en gammel arvesag, som begyndte, da hendes mor døde i 2008.

Moderens smykker, penge og ejendomme er over tre milliarder kroner værd, men prinsesse Sara frygter, at hun vil blive spærret inde, hvis hun rejser hjem.

I lang tid havde hun dog opbakning hos sin onkel, faderens rival, men han døde for kort tid siden.

"Jeg er meget bange lige nu. De ved, at jeg ikke kan tage hjem nu. Der er en trussel. Det er et slag i ansigtet på kongedømmet (i Saudi-Arabien). Jeg er blevet mishandlet fysisk. Jeg er blevet mishandlet psykisk. Mine konto er blevet frosset. De har anklaget mig for at være i opposition sammen med Iran," siger hun.

Diplomatisk dilemma

De britiske myndigheder står nu i et diplomatisk dilemma, fordi Saudi-Arabien kræver, at prinsesse Sara skal rejse hjem.

I 1980 blev den britiske ambassadør smidt ud af Saudi-Arabien og eksportordrer blev annulleret, fordi en britisk tv-kanal havde lavet en udsendelse om henrettelsen af en utro prinsesse fra Saudi-Arabien.

Prinsesse Sara fortæller, at hun nu forsøger at leve et normalt liv på et femstjernet hotel i London, hvor hun bor med sine fire børn og to hunde under konstant sikkerhedsovervågning.

Hun har intet pas, og Saudi-Arabien nægter at udstede et nyt til hende. Hun lever af penge fra en "ukendt" sponsor.