Fortsæt til indhold
International

Båret ud efter et halvt år i rummet

To astronauter landede i Kazakstan i en rumkapsel. De havde ikke betrådt jorden i over et halvt år.

Den russiske rumkapsel "Soyuz" landede sent søndag i en støvsky på stepperne i Kazakstan.

Her fik tre astronauter for første gang i 183 dage jord under fødderne. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Astronauterne havde levet på den internationale rumstation ISS, som har været permanent bemandet i 11 år.

Under deres ophold har de delt deres oplevelser med nysgerrige på Jorden via Twitter og blogge.

Blev båret ud

Om bord var russeren Oleg Kononenko, NASA-astronauten Don Pettit og Andre Kuipers, der repræsenterer det Europæiske Rumagentur.

De tre mænd blev løftet ud af den snævre rumkapsel en ad gangen og fik omgående behandling af læger for at undgå, at de skulle besvime.

Her sad de i stole, mens lægerne tog sig af dem.

Kæmpe-faldskærme sænker farten

Turen fra rumstationen mod Jorden er en hård rejse.

Den første del foregår glat i rummet, men når kapslen rammer atmosfæren med 230 meter i sekundet, begynder den rumlende afslutning.

Kapslen bliver helt sort af den varmeudvikling, som sker ved mødet med atmosfæren.

Derfor aktiveres først fire pilotfaldskærme, som tager toppen af farten et kvarter før landing.

Dernæst foldes en faldskærm ud med et areal på 1000 kvadratmeter, som sænker farten yderligere. Den store faldskærm sikrer, at rumkapslen fortsætter nedad med en 30 graders vinkel, for at den ikke skal overophede.

Få meter før den rammer Jorden, aktiveres seks små jetmotorer, som sørger for, at landingen bliver så blød som muligt.

Kina følger med

Siden nedlæggelsen af USA's rumprogram sidste år i juli, har amerikanske astronauter været nødt til at rejse med de russiske Soyuz-rumkapsler frem og tilbage mellem ISS og Jorden.

Selvom Kina stadig halter bagud i forhold til USA og Rusland, havde landet med Shenzou 9 for nylig sin fjerde bemandede mission i rummet.