Fortsæt til indhold
International

Ny iransk lov skal stoppe skibe

Iransk lov er udarbejdet som et svar på EU's oliesanktioner mod Iran, siger præstestyret.

Ritzau

Iran tager til genmæle mod skærpede EU-sanktioner ved at optrappe striden om et strategisk stræde i Den Persiske Golf.

Landets nationale komité for sikkerhed og den udenrigspolitiske komité i parlamentet lægger an til en lov, som kræver, at iranske styrker skal stoppe olietankere i Hormuzstrædet.

- Der er et lovforslag under udarbejdelse, som kræver, at olietanker-trafikken skal stoppes, hvis det gælder olie til lande, som deltager i sanktioner mod Iran, siger den iranske parlamentariker Ibrahim Agha-Mohammadi ifølge parlamentets nyhedstjeneste.

- Denne lov er udarbejdet som et svar på EU's oliesanktioner mod Den Islamiske Republik Iran, siger han.

Agha-Mohammadi siger videre, at foreløbig 100 af de 290 medlemmer af parlamentet i Teheran har underskrevet lovudkastet.

Skærpede sanktioner

Irans trusler om at blokere strædet er taget til i det seneste år i takt med, at USA og EU har skærpet sanktionerne mod Teheran på grund af landets atomprogram.

Vestlige lande har sendt flådeenheder til farvandet for at hindre ethvert forsøg på at stoppe trafikken. Der sejles omkring 17 millioner tønder olie gennem Hormuzstrædet dagligt.

Et EU-forbud mod import af iransk råolie og andre sanktioner mod landets olieindustri trådte i kraft søndag.

Siden april har Irans oliekunder i Europa været i færd med at skrue ned for mængden af importeret iransk råolie. I 2011 forsynede Iran EU med 500.000 tønder dagligt plus 200.000 tønder dagligt til Tyrkiet.

Embargoens ikrafttræden 1. juli fik allerede verdensmarkedsprisen på råolie til at stige fredag, og det ventes, at prisen på det sorte guld vil fortsætte i vejret.

Tilbage i januar meddelte EU sine planer om at gennemføre en embargo af iransk olie i juli, ligesom USA og EU indførte sanktioner mod Irans centralbank.