Fortsæt til indhold
International

Ny arrestordre udsendt på Sakajev

Rusland har udsendt en ny international arrestordre på den landflygtige tjetjenske uafhængighedsleder Akhmed Sakajev, der er bor i London. Det oplyser den russiske rigsadvokats kontor.

Ritzau

Erklæringen kommer efter et militant angreb i den tjetjenske hovedstad Grosnij, hvor op til fire oprørere stormede det tjetjenske parlament og dræbte fire mennesker, inden de selv blev dræbt af sikkerhedsstyrker.

- Der er udstedt en international arrestordre på Sakajev, fordi han gemmer sig fra efterforskere uden for Rusland, hedder det i erklæringen fra den offentlige anklagers kontor. Videre hedder det, at retsafgørelsen er dateret tilbage til 7. oktober.

Allerede i 2001 udstedte Rusland en international arrestordre på Sakajev, men siden da er antallet af forbrydelser, som efterforskerne mistænker ham for at have begået, ændret betydeligt, fremgår det af erklæringen.

Sakajev, der fik politisk asyl i Storbritannien i 2003, blev kortvarigt tilbageholdt i den polske hovedstad Warszawa i sidste måned, men blev senere løsladt.

Akhmed Sakajev gav også anledning til et noget anstrengt forhold mellem Danmark og Rusland, da den danske regering under Sakajevs besøg i Danmark i 2002 nægtede at udlevere ham.

Han er tidligere europæisk talsmand for den tjetjenske separatistpræsident Aslan Maskhadov, der etablerede en selvudråbt tjetjenske republik. Han blev dræbt i 2005 i kamp med russiske styrker.

Sakajev afviser Moskvas krav om, at han skal udleveres for påståede terrorhandlinger.

Anklagerne siger, at Sakajev har hjulpet med at organisere "langvarige bevæbnede grupper" mellem 1995 og 2000 og begået forbrydelser "mod personer, statsmagten, den offentlige sikkerhed og styreform."