*

Prøv vores tablet-udgave

Vi kan se, at du er på en tablet. Kunne du tænke dig at læse Jyllands-Posten på vores tablet-app?

International 18.10.2004 kl. 22:30

Dansk styr på nødhjælp i Sudan

Af LARS FROM Jyllands-Postens udsendte medarbejder

Selv om Danmark kun har givet 1,2 pct. af nødhjælpen til Sudan, har to danske kvinder i en periode reelt siddet med nøglen til den mad, der i disse måneder er forskellen på liv og død for hovedparten af de flere end 1,5 millioner fordrevne.

Darfur, Sudan

Hver eneste dag sidder Inge Markvard Andersen med ansvaret for den livsvigtige nødhjælp til titusindvis af mennesker i den fattige og krigshærgede Darfur-provins i Sudan.

Som næstkommanderende hos FN's fødevareprogram, WFP, i Norddarfur er det ofte programofficer Inge Andersen, der skal tage stilling til, hvordan den mad, der er til rådighed, skal fordeles. Om de kraftige sække med hvede, hirse, linser eller salt samt bøtterne med olie skal dirigeres ud til landsbyer kontrolleret af oprørerne eller fordeles i lejre, hvor regeringens soldater har magten.

Værste katastrofe

Situationen i Darfur i Sudan betegnes af FN som den værste humanitære katastrofe i verden lige nu. For mange af de fordrevne, underernærede og syge er hjælpen, der styres af FN med hjælp fra mange andre hjælpeorganisationer, den eneste mulighed for at overleve i det borgerkrigshærgede ørkenområde.

Men dels er der stadig alt for lidt mad, dels skal de ansvarlige hos FN hver dag tage stilling til, hvor meget man vil risikere for at få hjælpen frem, hvilket set i lyset af kidnapninger, minesprængninger og andre overgreb på hjælpearbejdere bliver en stadig mere aktuel problemstilling.

For nylig var den øverste chef for WFP i Norddarfur bortrejst, hvilket efterlod den 46-årige Inge Andersen med hovedansvaret for den daglige uddeling af over 150 tons nødhjælp doneret af lande som USA, Storbritannien, Italien, Tyrkiet og Danmark.

Samtidig sad den 28-årige dansker Line Urban i Syddarfur i en lignende situation, hvilket reelt gav de to danske kvinder hovedansvaret for fordelingen af mad til omkring en million mennesker i den krigshærgede region, selv om Danmarks bidrag til den humanitære operation indtil videre begrænser sig til godt 50 mio. kr.

Ydmyghed

»Vi sad pludselig med et enormt ansvar. Det er noget, man skal have respekt for, og noget, man bliver ydmyg af,« forklarer Inge Andersen, der har været i Darfur siden midten af juni.

Hun er egentlig ansat af Dansk Flygtningehjælp, men er i øjeblikket udlånt til FN's fødevareprogram.

Selv om hun ikke selv føler sig i direkte livsfare, lurer bevæbnede oprørere og andre farer lige om hjørnet. Dagligt må nødhjælp dirigeres andre steder hen, fordi der opstår uroligheder, overfald eller kamphandlinger et af de steder, hvor lastbilerne ellers var på vej hen.

»Derfor følger vi ikke vores forsyningsplaner, men sender lastbilerne derud, hvor vejene er åbne. I morgen er de måske lukkede igen,« fortæller Inge Andersen, der sammen med resten af WFP har hovedkvarter i byen El Fasher i hjertet af Darfur. Her i den ellers sikre by er der udgangsforbud mellem klokken 22 og 6 om morgenen, fordi bevæbnede vagter på de mange kontrolposter om natten skyder på alt, hvad der bevæger sig. Skal en FN-ansat uden for byen, kræver det en sikkerhedsgodkendelse, man skal søge om 24 timer i forvejen.

Gidsel-risiko

Alligevel kan de mange nødhjælpsarbejdere aldrig føle sig helt sikre. Og den 28. august kunne Inge Andersen ligeså godt være blevet det første danske gidsel i Darfur.

Her blev to af hendes nære kolleger sammen med en af WFP's chauffører i El Fasher samt tre medarbejdere fra Sudans Røde Halvmåne stoppet af styrker fra oprørshæren SLA, Sudan Liberation Movement Army, taget som gidsler og holdt fanget i fem dage. Flere blev slået, men ikke udsat for egentlig mishandling. Tilfældigvis var Inge Andersen ikke med i en af de to biler.

Men da FN et par uger senere vendte tilbage til området med livsvigtig nødhjælp, var hun med på den første tur.

»Jeg ville ikke lade de nationale hjælpearbejdere køre alene. Samtidig var det vigtigt for os at sende et signal om, at det ikke er farligt at køre nødhjælp ud - heller ikke til de urolige områder,« lyder forklaringen fra den danske hjælpearbejder, der ikke går rundt og er bange.

»Hvis man er det, skal man ikke være her. Man skal selvfølgelig være på vagt og aldrig tage ud i områderne alene. Og så skal man fornemme stemningen. Hvis man kører rundt i ørkenen og ikke møder de tre biler i løbet af nogle timer, som man plejer, eller man møder flere pick up lastbiler med tungt bevæbnede mænd, bør man være klar over, at noget er i gære og liste væk.«

I granatregn

Inge Andersen har tidligere været udsendt til Irak, Liberia, Kosovo og Pakistan og har derfor prøvet lidt af hvert.

»I Kosovo var det risikoen for at køre på en landmine, der var værst, mens vi i Basra en dag blev fanget midt i kraftig granatregn. På vej ind på vores hotel befandt jeg mig sammen med tre andre nødhjælpsarbejdere pludselig i centrum af et granatangreb på en butik, der tidligere havde solgt alkohol. En granat ramte butikken 50 meter fra os, og jeg blev nærmest døv af det første brag. De næste to granater hørte jeg stort set ikke, da vi stod tre personer mast inde i et hul i muren. Jeg stod inderst og fik en blå storetånegl, fordi en svensk kollega i forvirringen trampede hårdt på min fod. En serber, der tidligere havde været såret af en granat, var meget bange og forsvandt hurtigt, mens jeg bagefter kunne konstatere, at jeg ikke havde været bange. Jeg har tidligere hørt masser af skyderier, men før man står midt i det, ved man ikke, hvordan man reagerer, når det går rigtig galt. Heldigvis slap vi med skrækken i Basra, men man ved aldrig, hvor galt det vil gå.«

I en tid hvor kidnapninger - også af nødhjælpsarbejdere - bliver mere og mere almindeligt, har Inge Andersen et afslappet og for mange temmelig absurd forhold til den grusomme måde at skabe international opmærksomhed på, som flere og flere oprørsgrupper benytter sig af.

»Hver gang jeg skal ud i urolige områder, hvor oprørerne har magten, tager jeg ekstra malariapiller, underbukser, vand og en tyk bog med. Jeg skal ikke sidde og kede mig i fem dage, hvis jeg bliver taget som gidsel.«

FN på godt og ondt

Selv om Inge Andersen arbejder for FN, lægger hun ikke skjul på, at langt fra alt hos verdensorganisationen fungerer perfekt. Bureaukratiet er enormt, arbejdsgangen tung og selve arbejdet ofte ineffektivt. Alligevel ser hun ikke noget bedre alternativ.

»FN har en meget vigtig rolle. Vi kan ikke klare os alene med USA, Kina og forskellige oprørshære til at sætte dagsordenen. Vi skal have en verdensorganisation, der tror på alle, og som alle har tillid til. Det ville være 10 gange nemmere for mig at arbejde for Dansk Flygtningehjælp, hvor alle forstår hinanden og taler samme sprog, mens FN er bureaukratisk og tung. Men jeg står gerne ved mit arbejde hos FN, selv om der er nok at kritisere. F.eks. en katastrofal mangel på forberedelse, der betyder, at vi ofte ikke kan få hjælpen ud, selv om vi har de fødevarer, der skal til. Det er til gengæld en kæmpe udfordring at få tingene til at fungere på tværs af forskellige kulturer,« siger Inge Andersen, der understreger, at hun hverken arbejder hos FN for at få en vigtig position eller en god løn, men alene fordi hun finder sit arbejde vigtigt. Månedslønnen på 23.000 kr. plus et udstationeringstillæg på 5.000 kr. vil næppe heller få ret mange danskere til at forlade familie og venner, dagligt leve med risikoen for liv og lemmer samt udsigten til en arbejdsdag på 10-12 timer syv dage om ugen.

Snyd med nødhjælpen

Når man overværer, hvordan de mange fordrevne ydmygt står i lange rækker og venter på at få udleveret deres beskedne nødrationer, er man heller ikke i tvivl om, at mange næppe kunne overleve uden hjælpen. Der er dog også nogle, der snyder.

»Folk ved godt, hvornår vi uddeler hjælpen. Og vi ser en større befolkningstæthed de dage, hvor vi deler mad ud, ligesom vi oplever en strøm af æselkærrer på vej ud mod landsbyerne de næste dage. Vi kan aldrig helt undgå snyd, selv om vi forsøger at minimere det,« fastslår Inge Andersen.

Begejstring for "UN"

Da Jyllands-Posten besøgte Darfur, tog vi med Inge Andersen på en helikoptertur til den støvede landsby Kutum knap 100 kilometer nordvest for El Fasher, hvor WFP er ved at oprette et nyt center for uddeling af nødhjælp.

Siden uroen for alvor bredte sig i marts, er Kutum vokset fra en befolkning på 17.000 til over 62.000, og byen i ørkenen har ingen chance for at brødføde de mange tusinde nye indbyggere, som især er flygtet fra de frygtede Janjaweed-militser, der menes at have nær forbindelse til regeringen i Sudan. Hjælpen til byen skal nu transporteres ind gennem landområder kontrolleret af oprørshæren SLA.

Da vi landede midt i byen med den hvidmalede helikopter med FN's engelske navn UN tydeligt malet både på siden og bunden, blev vi modtaget af en begejstret folkemængde. Hundredvis af børn og voksne gav os en stormende modtagelse som frelsende engle, da vi trådte ud. Alle ville røre os eller give hånd. Da flere lastbiler med bevæbnede soldater efter få minutter ankom og med kæppe jagede folkemængden væk, var det da også modvilligt, at folk trak sig tilbage.

En biltur rundt i området fortalte, hvor vanskeligt det er at få nødhjælpen frem: Først måtte vi besøge flere militærkontorer for overhovedet at få lov at opholde os i byen, ligesom vi fik forbud mod at lette med helikopteren igen, før vi var sikkerhedsgodkendt af de regeringsstyrker, der lige nu har magten i Kutum.

I et udtørret flodleje, en såkaldt wadi, sad en lastbil fast i sandet, mens den bro, vi skulle køre over, var skyllet væk af den regn, der ellers har været alt for lidt af. Midt i byen mødte vi en bil fra en konvoj af biler på vej nordpå med nødhjælp fra den britiske afdeling af Red Barnet - den samme konvoj, som få dage senere blev ramt af en ulykke, hvor to nødhjælpsarbejdere blev dræbt og en alvorligt kvæstet, da en af bilerne kørte på en landmine.

Men det er kun en lille del af de daglige problemer, forklarer Inge Andersen.

»Pludselig sidder en af lastbilerne i en konvoj fast i sandet eller mudderet, eller der er en, der bryder sammen. Det kan også være, at en chauffør lige skal besøge sin onkel og bliver væk i et par dage. Nogle gange er vores folk i områder kontrolleret af oprørshæren SLA og er væk i fire-fem dage, og så er det afgørende vigtigt, at vi holder kontakt til dem gennem radioen,« understreger den danske nødhjælpsarbejder, der netop har forlænget sin kontrakt fra tre til seks måneder.

Mad i store mængder

Fødevarelaget i El Fasher imponerer. Her ligger bjerge af store sække med hilsen fra USA, EU eller andre donorer. I alt 4.000 tons mad - nok til at brødføde 300.000 mennesker i en måned med majs, hirse, hvede, salt og olie.

Hver dag kommer lastbiler med nye forsyninger efter en 12 dages tur gennem ørkenen fra hovedstaden Khartoum til Darfur og yderligere adskillige dage, hvis maden kommer fra havnebyen Port Sudan ved Det Røde Hav. Dagen før vores besøg ankom 13 tons madolie med fly, efter at FN i flere dage havde været løbet tør for olie med den konsekvens, at mange af de fordrevne måtte lave mad den næste måned uden brug af olie.

I to store telte lå et stort lager af kiks, som Tyrkiet har doneret. Uheldigvis er kiks ikke lige en livret for de nødlidende, så mens man jævnligt mangler olie, salt og sukker, har kasserne med kiks fået lov at ligge uberørte.

Når man ser de store, flotte, hvide, firehjulstrukne biler fra FN, Dansk Flygtningehjælp, Red Barnet eller andre nødhjælpsorganisationer, kan man let få det indtryk, at hjælpearbejderne lever et liv i sus og dus.

Det er ikke tilfældet.

Boligforholdene omkring WFP's hovedkvarter i El Fasher svarer til et primitivt vandrehjem, hvor sengene myldrer med insekter, mens køkkenudstyret er så primitivt, at alle ikke kan spise på én gang, fordi der ikke er bestik nok. De fleste overnatter på sovesale, hvor de heldige har en beskeden vifte i loftet til at køle i tropenatten, hvor temperaturen ofte ikke kommer under de 30 grader.

Og bilerne er nødt til at være tip-top, da det at at køre fast eller i stykker i ødemarken blandt militser, soldater og banditter medfører livsfare for de ansatte og kan resultere i, at livsvigtig nødhjælp ikke når frem.

I øjeblikket arbejder omkring 700 internationale hjælpearbejdere - heraf ca. 15 danskere - sammen med godt 5.000 sudanesiske medhjælpere for at sikre, at godt 1,5 millioner fordrevne kan få mad hver dag.

lars.from@jp.dk

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Tilmeld dig overvågning af International
Annonce
forsiden lige nu

El, vand og varme bliver billigere i 2015

Danskerne skal betale mindre for el, vand og varme næste år, viser en gennemgang fra Bolius.

Gebyrer på affald svinger voldsomt

Borgere i jyske kommuner betaler mindst for affaldsordninger. Se Danmarkskort.

Ulykke under rådyrjagt: Jæger skød sin jagtfælle

71-årig jæger ramte en anden jæger i ansigtet og brystkassen.

Nu kommer sneen - i hvert fald til jyderne

DMI kan endnu ikke forudsige, hvor meget af landet der bliver ramt.

Årets dyreste lejebolig koster 150.000 kr. om måneden

Lejeboliger er mere end små lejligheder og ældre huse, der ikke kan sælges. Årets dyreste er et slot og koster 150.000 kr. – om måneden.

Nyt nedbrud i Nordkoreas internet

I mindst to timer lørdag har internettet været lukket land. Styret hævder, USA står bag.
Annonce
Annonce
International
  • De oprindelige cowboys var sorte

    Datidens rige hvide mennesker brugte sorte slaver til at tæmme deres heste. Men sorte cowboys fik ikke lov til at deltage i rodeo-konkurrencer med hvide. Så de arrangerede deres egne. Kom med til Black Rodeo i Maryland.

    Når man må tage sin straf

    JP’s udsendte blev ramt af karma både under og efter rejsen fra København til Dakar.

    "Det her var et mordforsøg"

    70 personer befandt sig i en moské i Eskilstuna i Sverige, da nogen kastede noget ind af vinduet. Moskeen brød derefter i brand. I alt er 13 svenske moskeer blevet angrebet i år. Men hvad ligger bag?

    Hvad gik galt i Egypten?

    For snart fire år siden faldt Mubarak-regimet, og et håb om bedre tider tændtes, men med general al-Sisis overtagelse af magten kan det se ud, som om Egypten er slået tilbage til start.

Analyse
Annonce