*

International

Indvandrerkriminalitet - Sveriges store tabu

Indvandreres kriminalitet er i langt højere grad end i Danmark noget man ikke taler højt om i Sverige. Det forstærker risikoen for, at Sverige får sin egen Jörg Haider, mener kritikerne.

Stockholm Det er fredag aften, klokken nærmer sig halv tolv, og den 14-årige svenske pige (lad os kalde hende Linda) er sammen med en jævnaldrende veninde på vej hjem.

I Stockholms undergrundsbane, den blå linie mod nordvest, bliver pigerne antastet af en flok pågående og højrøstede unge mænd. Flere medpassagerer bemærker, hvad de opfatter som uprovokeret chikane, men ingen griber ind.

Fremme i forstaden Rissne står de to piger af toget, men drengene følger efter, og et par hundrede meter fra Lindas hjem bliver hun trukket ind i en garage og voldtaget gentagne gange. Det lykkes veninden at undslippe, politi og ambulance tilkaldes, og Linda køres i hast til sygehuset, formentlig mærket for livet.

Skjult baggrund

En dramatisk sag, som naturligvis slås stort op i medierne, ikke mindst Stockholms frokostaviser Aftonbladet og Expressen, som bringer en del detaljer om det »tortur-lignende« overgreb. Det gør ikke historien mindre interessant, at dette blot er én af mange gruppevoldtægter rundt om i Sverige de seneste år.

Men én detalje får den svenske offentlighed ikke: At de mistænkte har udenlandske, nærmere bestemt mellemøstlige, rødder.

Heller ikke om tirsdagen, da fem knægte på 15-16 år bliver pågrebet af politiet, eller om onsdagen, da yderligere tre bliver anholdt, mens en 14-årig bliver overladt til de sociale myndigheder, får seere, lyttere eller læsere noget at vide om etnisk baggrund.

Og muligvis var oplysningerne slet ikke kommet frem, hvis ikke det havde været for Sverigedemokraterna, et yderligtgående højreorienteret parti, som om fredagen, 3. februar, udsendte flyveblade og Internetsider med de otte anholdtes navne, etniske baggrund og personnumre. Fire iranere, tre irakere og en marokkaner. Fem på 15 år, tre på 16. Fire sigtet for grov voldtægt, fire for medhjælp til samme.

Berøringsangst

De færreste kan sympatisere med, at unge mænd - ikke tiltalte, endnu mindre dømte - bliver hængt ud på Internet som voldtægtsforbrydere. Men midt i al forargelsen over Sverigedemokraterna lyder nu også spredte røster i Sverige om, at medierne har ladet deres berøringsangst tage overhånd, hvad gælder indvandrere og kriminalitet.

»Medierne gør sig de største anstrengelser for ikke at omtale indvandrer-kriminalitet. Det er en uheldig og farlig strategi,« siger Magnus Karaveli, lederskribent på avisen Östgöta Correspondenten i Linköping og selv indvandrer med tyrkisk far og svensk mor.

»Der er en voksende kløft mellem eliten - politikere, medier og kulturpersonligheder - og folket, som ikke har meget til overs for al snak om multikulturelle velsignelser,« pointerer han.

Svenske medier har det princip, at etnisk herkomst nævnes, når det er relevant i sammenhængen. Forskellen er fortolkningen af begrebet relevans.

I svenske aviser kan man således støde på notitser om fædre og brødre og fætre, der har gennembanket deres døtre/søstre/kusiner, fordi disse har været på diskotek - og som læser måtte nøjes med at gætte sig til, at der ikke var tale om svenske familier. Sveriges største tabloidavis, Aftonbladet, havde for nylig en stor og detaljeret artikel om »jordbær-krigen«, en blodig slægtsfejde blandt nogle grønthandlere i forstaden Skärholmen, uden et ord om etnisk baggrund (omend en del svenske læsere vil vide, at sandsynligheden for at støde på en svensk grønthandler i denne forstad er tæt på nul).

Over-kriminelle

Og hvad angår voldtægter, har der hidtil rådet bred enighed blandt svenske journalister om, at gerningsmandens etniske baggrund ikke er relevant.

Dette selv om en serie af opsigtvækkende og meget medieomtalte gruppevoldtægter - i Södertälje sydvest for Stockholm - altovervejende havde unge af syrisk oprindelse som gerningsmænd. Og dette selv om alle tilgængelige undersøgelser kunne tyde på, at indvandrere i Sverige er stærkt overrepræsenteret, hvad gælder grov kriminalitet i almindelighed og overfalds-voldtægter i særdeleshed.

Den mest omfattende undersøgelse blev foretaget af statistikchef Jan Ahlberg fra det kriminalpræventive råd og publiceret i 1996. Den konkluderede, efter argumentation frem og tilbage, at indvandrere var 4,5 gange så tilbøjelige som svenskere til at begå voldtægt. Samt at indvandrere og deres efterkommere i 1985-89 begik 51 pct. af alle voldtægter i Sverige, mens deres andel af befolkningen udgjorde 18 pct.

En undersøgelse foretaget af Jerzy Sarnecki, professor i kriminologi ved Stockholms Universitet, viste, at af 871 anmeldte voldtægter i Stockholms amt 1986-90 førte 116 til domsfældelse, og af disse gerningsmænd havde 68 pct. udenlandsk baggrund. I 1990 cirka 25 pct. af befolkningen i Stockholms amt indvandrere i første eller anden generation.

Kriminalpolitiet i Stockholms amt konstaterede i en undersøgelse af perioden 1994-97, at 42 pct. af ofrene for overfalds-voldtægter havde udpeget gerningsmanden som udlænding, 27 pct. som svensk, mens 31 procent af ofrene var i tvivl.

Videre har kriminalpolitiet i Stockholm, år for år, analyseret de anmeldte tilfælde af gruppevoldtægter. I fjor registreredes 35 gruppevoldtægter i amtet, hvoraf 14 med udenlandske gerningsmænd, 6 med svenske gerningsmænd, 3 med både-og samt 12, hvor ofrene ikke kunne afgøre gerningsmændenes baggrund. I 1998 registreredes 40 tilfælde, deraf 18 med kun udenlandske gerningsmænd, 10 med kun svenske, 6 med både-og og 10 ved-ikke.

Statistik med forbehold

»Dette er jo yderst følsomme oplysninger, som kan give fremmedfjendtlige grupper blod på tanden. Men det synes at være sådan, at de fleste gruppevoldtægter begås af folk med udenlandsk baggrund, og at deres ofre altovervejende er svenske kvinder,« forklarer Toni Demitz-Helin, analytiker hos kriminalpolitiet i Stockholms amt.

Naturligvis må den slags statistik tages med forbehold.

Langt fra alle voldtægter anmeldes. Langt fra alle anmeldte voldtægter resulterer i en dom. »Udlændinge« kan også være danske turister på besøg i Stockholm. Det kan tænkes, at voldtægtsofre er mere tilbøjelige til at anmelde, politiet mere tilbøjelige til at efterforske eller domstole mere tilbøjelige til at dømme udlændinge end svenskere.

»Det foreliggende materiale gør det ikke muligt at drage meningsfyldte konklusioner om voldtægtsmænds etniske baggrund,« hævder professor Sarnecki, hvis vurdering er, at voldtægtsofre er langt mere tilbøjelige til at anmelde udenlandske mænd, også når de direkte er blevet overfaldet.

Andre kriminologer og statistikere er uenige, f.eks. synes Jan Ahlberg ret overbevist om sit materiales gyldighed. Men det bemærkelsesværdige er, at tallene så sjældent figurerer i svenske medier - og da kun i bisætninger.

Stockholms-politiets analyse af indvandrere og gruppevoldtægter (som Jyllands-Posten fik via ét telefonopkald) har ikke været omtalt noget sted, skønt der skrives spaltekilometer om gruppevoldtægter.

Hovedet i busken

»Der hersker i Sverige en enestående tilbøjelighed til at stikke hovedet i busken. Myndighederne får hjælp til ikke at gøre noget, fordi ingen påtaler problemerne. Og samtidig vokser en fremmedfjendtlighed frem, som egentlig ikke er fremmedfjendtlighed, men en helt rimelig reaktion mod elitens nonsens og slaphed,« mener Knut Carlqvist, forfatter og kulturredaktør på erhvervsavisen Finanstidningen.

Det er nemlig ikke sådan, at medier og politikere ved at neddysse indvandrerdebatten har kvalt den. Personligt oplever Deres korrespondent i Stockholm sjældent nogen privat samtale længere end 20 minutter, hvor indvandrerspørgsmål ikke bringes på bane. Og alle meningsmålinger tyder på en stor folkelig skepsis over for indvandrere, om end spørgsmålene sjældent formuleres krystalklart.

»Svenske medier har aldrig indset, at deres opgave er at holde øje med staten og med magten. De tror, at deres opgave er at opdrage folket. De tror, at hvis man ikke fornægter dette problem, så bliver folk racister. Det er noget vrøvl. Det svenske folk er som udgangspunkt tolerant, lidt køligt måske, men tolerant,« siger Knut Carlqvist.

Thomas Gür, som er lederskribent på Svenska Dagbladet og også han indvandrer fra Tyrkiet, peger på et andet problem med mediernes forsigtige rapportering. Nemlig at folk kan få opfattelsen af, at alle indvandrergrupper begår alle mulige forbrydelser - hvilket bestemt ikke er tilfældet.

Forskel på indvandrere

F.eks. viste Jan Ahlbergs undersøgelse fra 1996, at indvandrere fra de fleste lande i Asien er relativt set næsten lige så lidt kriminelle som svenskerne selv - og mindre kriminelle end f.eks. indvandrere fra Danmark, Norge og Finland. Derimod var der en markant større andel kriminelle blandt indvandrere fra frem for alt Mellemøsten, Nordafrika og Chile.

»Det er ikke let at forklare tallene. Primært mænd fra det østlige Middelhavsområde er overrepræsenterede, når det gælder overfaldsvoldtægter. Det kan være tyrkere, kurdere, syrere eller arabere, men det er både muslimer og kristne, såvel fattige som rige, både byboere og folk fra provinsen,« påpeger Thomas Gür, som tilhører de få i svensk dagspresse, der har beskæftiget sig med kontroversielle indvandrerspørgsmål.

En svensk Haider?

Thomas Gür er skeptisk til fremvæksten af en svensk Jörg Haider. Han pointerer, at det svenske folk allerede har eksperimenteret med en variant af indvandrer-kritisk højrepopulisme - duoen Bert Karlsson og Ian Wachtmeister, hvis Ny Demokrati var repræsenteret i Riksdagen 1991-94 - og dermed kan være »vaccineret«.

Men såvel Knut Carlqvist som Magnus Karaveli fra Östgöta Correspondenten finder det overvejende sandsynligt, at Sverige før eller siden får en pendant til Jörg Haider, Norges Carl I. Hagen eller Danmarks Pia Kjærsgaard.

»Der er et stort potentiale for et »Svensk Folkeparti«, men hidtil har man savnet den karismatiske og tillidvækkende leder, som kan mobilisere den i øjeblikket hjemløse, nationalistiske opinion,« siger Karaveli.

»Det er forbløffende, at partiet ikke allerede findes,« påpeger Carlqvist og fortsætter:

»Problemerne med kultursammenstød er en realitet, og gør man ikke noget ved dem, vokser de. Fortsætter eliten med at sætte sig moralsk på folket, samtidig med at man i helt urealistisk grad hylder indvandreres bidrag til svensk kultur, så er man inde i en blindgyde. Og så risikerer man, at svenskerne reagerer ved at gøre dumme ting.«

Omsving på vej

Noget kunne imidlertid tyde på, at et omsving er på vej i den svenske medieverden. Den forgangne uge har radio og aviser bragt småkritiske indslag om indvandrere, og da Jyllands-Posten bad et par chefredaktører om kommentarer, var de forbløffende selvkritiske:

»Der findes en rådvildhed i svensk medieverden, som jeg ikke sympatiserer med. Vi skal publicere den etniske baggrund, når det er relevant, og det var det formentlig i sagerne fra Södertälje og den seneste fra Rissne. Vi bør være mere offensive, og deri ligger også selvkritik,« siger Joachim Berner, chefredaktør på det ofte toneangivende dagblad Dagens Nyheter.

»Svenske medier har stukket hovedet i busken i 1990erne, mens Sverige har oplevet en stor indvandring. Jeg tror, at vi har fejlbedømt situationen og narret os selv ved at kalde det irrelevant, om forbrydelser blev begået af en indvandrer eller en svensker,« siger chefredaktør Anders Gerdin, Aftonbladet.

»Konsekvensen er en reaktion blandt almindelige svenskere, som har en forbandet masse fordomme om indvandrere, og som ikke længere stoler på medierne,« siger Gerdin, som - uden at ville afsløre detaljer - bebuder en mere intensiv dækning af også kontroversielle indvandrer-spørgsmål fremover.

thomas.heine@swipnet.se

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce
Bolig
Så diskret kan to italienere gøre det: 200 kvm oase med plads til leg og hygge
Succesrigt arkitektpar har med hårdt arbejde og gode ideer forvandlet en gammel porcelænsfabrik til et kombineret hus og kontor. Nøgleordene er lys og materialer af højeste kvalitet. 
Se flere
Så diskret kan to italienere gøre det: 200 kvm oase med plads til leg og hygge
Succesrigt arkitektpar har med hårdt arbejde og gode ideer forvandlet en gammel porcelænsfabrik til et kombineret hus og kontor. Nøgleordene er lys og materialer af højeste kvalitet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her