Mubarak - fra stabilt anker til forhadt enehersker

Hosni Mubarak er i årenes løb blevet kaldt mange ting. Deriblandt en krigshelt, en frelser for sin nation og et stabilt anker i en turbulent region.

Men i dag blev den 84-årige ekspræsident dømt livstid for ikke at standse drabene på op mod 900 ubevæbnende demonstranter, der demonstrerede for at han skulle træde af.

Mubarak, der var vicepræsident, kom til magten i 1981, efter at islamiske ekstremister myrdede præsident Anwar Sadat. Derefter styrede han Egypten i en region, der ellers var præget af krige, terrorisme og religiøs ekstremisme. Han forsøgte at portrættere sig selv som en bundsolid fader for nationen. Det skriver Huffington Post.

Demokratiske reformer

I begyndelsen af sin præsidentperiode, tog Hosni Mubark forsigtige skridt i retning af demokratiske reformer. Men han trak sig tilbage til den diktatoriske stil.

Mens Mubarak gennem årene klyngede sig til magten, blev han mere og mere afskyet af sin befolkning. Landet udviklede sig ikke, og andre lande i Golfen overhalede Egypten på mange punkter.

Som årene gik blev det sværere for Mubarak og hans aldrende generaler og industrimagnater at kontrollere den folkelige vrede, der var blandt de 80 millioner indbyggere. Og det var da også på grund af voldsomme folkelige demonstrationer i vinteren 2011, at Hosni Mubarak trak sig tilbage som Egyptens præsident.

Vellidt af Vesten

Som Egyptens præsident blev han anset som en af de mest magtfulde ledere i regionen. Og han var kendt for sin moderate holdning til Isarel-Palæstine-konflikten, og derfor var han også ofte involveret i forhandlinger mellem de to parter.

Da Mubarak blev præsident i Egypten, blev hans stabilitet for regionen hilst velkommen i Vesten, der frygtede at Sadats død under en militærparade ville udløse en bølge af uroligheder, skriver Huffington Post.

Mubarak fastholdt i stedet fred med Israel og holdt Egypten fri af islamisk ekstremisme, hvilket var med til at gøre ham til en af USA’s allierede. Egypten modtog årligt to milliarder dollars i udviklingsbistand fra USA, og dermed var landet den næststørste modtager af hjælp fra USA efter Israel.

Oprør mod muslimske ekstremister

Mubarak kæmpende mod de problemer, der dominerende den arabiske verden på det tidspunkt: korruption, den palæstinensisk-israelske konflikt og religiøs militans.

Blandt andet knuste han et oprør fra muslimske ekstremister, der både havde fostret Sadats mordere og fremtidige al-Qaeda-ledere.

Men demokratiet måtte egypterne se langt efter, og da Mubarak begyndte at køre sin søn i stilling til at overtage præsidentembedet, begyndte mange egyptere at føle sig fanget i fortiden uden chance for forandringer og fornyelse. Egypterne blev inspireret af opstanden i Tunesien, hvor de kunne se, at protesterne gjorde en forskel.