*

 

Afrika

WHO: Ebola-udbrud er forbi – og så måske alligevel ikke

Sierra Leone: 11.300 døde af ebola under den vestafrikanske epidemi, som nu officielt er slut. Men nye enkelttilfælde kan stadig dukke op, for sygdommen er langt mere sejlivet end tidligere antaget, advarer WHO.

Den 7. november fejrede indbyggerne i Sierra Leone, at landet igen var fri for ebola. Men nu er et nyt tilfælde dukket op. Arkivfoto: Aurelie Marrier d'Unienvil/AP

LONDON — Verdenssundhedsorganisationen WHO nåede lige akkurat at afblæse ebola-epidemien i Vestafrika, før rapporter om endnu et smittetilfælde dukkede op i Sierra Leone.

Ifølge BBC og Reuters er det nye tilfælde registreret i Tonkolili-distriktet, hvor en 22-årig kvinde døde efter at have besøgt et hospital. Myndighederne kæmper nu for at finde ud af, hvem hun var i kontakt med op til sin død.

Ebola er ekstremt smittefarlig og overføres primært med kropsvæsker. Under epidemien har forskerne også fundet ud af, at sygdommen er langt mere sejlivet og dermed endnu farligere end tidligere antaget.

Under epidemien har Guinea, Liberia og Sierra Leone været hårdest ramt.

Sierra Leone – hvor et nyt tilfælde altså nu dukkede op – blev erklæret fri for sygdommen den 7. november, mens Guinea opnåede samme status den 29. december.

Sygdommen

Ebola

  • Ebola blev opdaget i 1976. De første symptomer er pludselig feber, muskelsmerter, ømme led, hovedpine eller ondt i halsen. Senere symptomer er opkast, diarré, udslæt og blødninger.
  • I alvorlige tilfælde kan patienter bløde fra øjnene og indre organer gå i opløsning.
  • Det seneste udbrud ramte især Sierra Leone, Liberia og Guinea.
  • Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er 11.300 personer døde af sygdommen i de tre lande og 28.500 smittet siden december 2013.

Tilbage var Liberia, som nu også er erklæret fri for ebola, fordi WHO ikke har registreret nye sygdomstilfælde i landet i 42 dage.

Inkubationstiden for ebola kan være op til 21 dage, og nu er der altså gået to smittecykler uden nye tilfælde – bortset fra det ene nye i Sierra Leone.

Liberia blev også erklæret ebola-fri i maj 2015, men siden blussede sygdommen op to gange.

Alle smittekæder er brudt

Efter WHO’s erklæring menes alle kendte smittekæder nu brudt, men verdenssundhedsorganisationen advarer om, at enkelttilfælde stadig kan dukke op – hvilket meldingen fra Sierra Leone bekræfter. Derfor – siger WHO – skal de lokale sundhedsmyndigheder fortsat være på tæerne.

Det er mere end to år siden, at det første ebola-tilfælde blev registreret i landsbyen Meliandou i Guineas regnskov.

Patient Nul – som nummer ét kaldes indenfor epidemibekæmpelse – var den to-årige Emile Ouamouno, der nåede at smitte sin tre-årige søster, sin gravide mor, sin bedstemor og en jordemor, inden han selv døde.

Forskere mener, at den to-årige måske fik sygdommen, da han legede i et hult træ fyldt med flagermus, som kan bære smitten.

Meliandou er ikke verdens navle – landsbyen består af 31 huse – men ebolaen blev hurtigt båret længere væk af folk, der rejste.

Ifølge et tysk forskerhold, som offentliggjorde deres resultater i fagtidsskriftet EMBO Molecular Medicine, blev Emile Ouamouno smittet i december 2013, men først i marts 2014 slog WHO ebola-alarm.

På det tidspunkt havde sygdommen bredt sig til mindst fire byer, og verdenssundhedsorganisationen er siden blevet kritiseret for at reagere alt for langsomt.

Inden den officielle afblæsning af epidemien blev 28.500 smittet, og af dem er flere end 11.300 døde. Bortset fra 15 døde alle i de tre hårdest ramte lande. Blandt dødsofrene er mindst 500 sundhedsarbejdere, og yderligere 400 blev smittet.

Epidemien er dermed det hidtil voldsomste udbrud af ebola. Da den kørte på sit højeste, flød det bogstaveligt talt med lig i gaderne i de mest ramte byer. Skoler og arbejdspladser blev lukket, og i perioder var det forbudt at rejse mellem landsdele.

Det skønnes, at epidemien har kostet mindst 15 mia. kr., og der kan gå lang tid, før de ramte lande økonomisk kommer ovenpå igen.

Nye behandlingsmetoder

Men epidemien førte også til store investeringer i nye behandlingsmetoder, og her lykkedes det at få flere gennembrud. Det viste sig imidlertid også, at sygdommen er langt mere kompleks, end nogen havde forestillet sig.

Tidligere troede videnskaben, at overlevende patienter var immune over for ebola-virus – men det viste sig at være forkert.

Beviset leverede den skotske sygeplejerske Pauline Cafferkey ufrivilligt. Hun blev for godt et år siden smittet under en udstationering i Sierra Leone, men det lykkedes i første omgang britiske læger at redde hende med den nyeste medicin, og de erklærede hende rask. Men til alles overraskelse fik hun et tilbagefald i oktober – og overlevede igen.

Cafferkeys tilbagefald forklares i dag med, at ebola kan overleve i lang tid i dele af kroppen, som immunsystemet ikke beskytter. Det har også vist sig, at ebola i nogle tilfælde kan overleve i kurerede mænds sæd i op til et år. Dermed kan sygdommen i sjældne tilfælde overføres seksuelt fra en tilsyneladende rask. Også det kom bag på forskerne.

Denne hidtil ukendte dvaletilstand er årsag til, at sygdommen stadig kan dukke op i de kommende måneder, selv om epidemien officielt meldes forbi.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International

Merkel: Jeg er blevet misforstået

Merkels konservative CDU har nu blødt vælgere fem delstatsvalg i træk. I denne uge tog kansleren officielt afsked med de åbne grænser. Men lukker det munden på kritikerne?
Analyse
Annonce
Biler
Årets Bil 2017: Her er kandidaterne til årets bilpris
Kåringen af Årets Bil i Danmark byder på godt 20 bilnyheder, der alle er på jagt efter at vinde hæderen. For første gang kan det blive en SUV, der løber med sejren, men hybridbilerne lurer. 
Se flere
Bolig
Hvorfor trækker byggesager ud i nogle kommuner?
I to kommuner tager det kun fire dage, mens det i en anden kommune tager hele 101 dage at få en byggetilladelse, men hvorfor er der så stor forskel på sagsbehandlingen i kommunerne? 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her