JP i Mali: "40 grader uden vand"
Jyllands-Postens udsendte befinder sig i Mali, hvor en humanitær katastrofe nærmer sig.
Torsdag morgen indtog oprørssoldater i Mali præsidentpaladset og arresterede flere ministre efter en ildkamp i et forsøg på et statskup i det vestafrikanske land. Samtidig er der stadig større flygtningestrømme i det uroplagede land.
Jyllands-Postens udsendte, Lars From, har befundet sig på grænsen til Mali og Burkina Faso på et sted, der hedder Fererio. Her befinder sig lige nu 16.000 flygtninge, og det tal øges med 200 om dagen.
”Det er et sted midt ude i ørkenen, hvor der er ekstremt varmt med temperaturer på omkring 40 grader om dagen. De næste to måneder bliver det varmere, hvor der er sol hele tiden," fortæller Lars From.
Nøgne børn under solen
De flygtende har nogle telte at gå i ly under, men Jyllands-Postens udsendte fortæller om mange børn, der lå helt nøgne og sov under den bagende sol, mens de resterende var sløve.
”Fødevaresituationen er udmærket, men de mangler vand. Det er meget store familier, og de får kun vand om aftenen, hvilket ikke er tilstrækkeligt. Desuden er der ikke vand eller mad til de tusindvis af dyr, som flytgningene har med," siger Lars From.
Langt de fleste flygtninge er tuareg-nomader, der tidligere har haft base i Libyen. De hjalp Muammar Gadaffi under krigen mod ham i 2011, og efter hans fald blev de fordrevet til Mali.
Humanitær katastrofe lurer
”De havde en masse våben med, og det har skabt en del ballade i Mali. Folk har været sure på regeringen over, at den ikke har slået hårdere ned på tuaregerne, og det er grunden til militærkuppet. Nu er tuaregerne jaget vildt, og de flygter i stort antal,” siger Lars From.
Derfor er der stor frygt i flygtningelejren, fordi de frygter for deres liv. Hele situationen i området syd for Sahara er meget usikker, og man frygter en humanitær katastrofe i landene Niger, Mali og Burkina Faso.
”Når tuaregerne flygter, tager de vandet fra de lokale. Der er i forvejen ekstremt tørt, fordi sidste regnsæson slog fejl, så man er bange for, at der kommer kampe mellem de lokale og flygtningene. Desuden er de ved at have spist deres mad op i området,” fortæller Lars From.
Folkevandringer på vej
I Fererio har man forsøgt at transportere vand fra andre områder, og man har forsøgt vandboringer. Alle forsøg er dog slået fejl, og derfor er katastrofen efterhånden uundgåelig.
Jyllands-Postens udsendte var i Fererio sammen med ministeren for udviklingsbistand, Christian Friis Bach. De var blandt andet i kontakt med et lokalt parlamentsmedlem fra Mali, som selv er tuareg.
"Han siger, at de vil komme strømmende i tusindvis efter militærkuppet. Der kan komme hele folkevandringer til Fererio, selvom der allerede er for lidt vand og ikke er plads til flere,” rapporterer Lars From.