*

Trafik & vejr

Svenske pendlere får rabat over Øresund - danske pendlere gør ikke

Dansk pendlerklub opfordrer nu sine medlemmer til at købe Skånetrafikens periodekort frem for DSB's.

En DSB-undersøgelse peger på, at turen over Øresund er blevet forlænget med 20 minutter efter indførelsen af ID-kontrol. Foto: Niels Hougaard

Det svenske trafikselskab Skånetrafiken har meddelt, at man vil give rejsende på periodekort en værdikupon på 500 svenske kr. - knap 400 danske kr. - som pendlerne kan bruge, næste gang de skal sætte penge ind på deres periodekort.

»Vi sætter pris på vores rejsende og vil derfor gerne give jer, som påvirkes mest af ID-kontrollerne, en opmuntring,« skriver Skånetrafiken på sin hjemmeside.

Værdikuponerne er allerede blevet delt ud til de svenske pendlere via mail.

Skånetrafiken betaler 4,5 mio. for id-kontrol i Kastrup

Skånetrafikens kompensation kommer, efter at man i årets første uger oplevede et fald på 3,6 pct. i antallet af passagerer sammenlignet med samme periode sidste år. Det svarer til omkring 1.000 tabte passagerer dagligt.

»Vi opfatter det som om, at pendlere nu afprøver forskellige måder at komme frem på for at finde ud af, hvad det er mest optimalt for dem,« sagde Skånetrafikens salgschef dengang i en pressemeddelelse.

Men danske pendlere, som rejser med DSB, skal ikke regne med lignende tiltag. Til TV 2 oplyser DSB's presseafdeling, at man ikke har planer om at indføre en rabat til de faste pendlere fra Danmark.

Id-kontrol har været billigere for DSB end først ventet

Noget kunne ellers tyde på, at ID-kontrollen tager tid for de danske pendlere og andre rejsende.

En lille undersøgelse foretaget af Pendlerforeningen Kystbanen blandt 421 rejsende mellem Danmark og Sverige pegede i januar på, at passagererne oplevede op mod en halv times forsinkelse i eftermiddagsmyldretiden,

Både danske og svenske pendlere har siden luftet deres utilfredshed med rejsetiden på diverse internetfora, bl.a. Facebook-gruppen "Pendler Øresund", og nu anbefaler Pendlerklubben Kystbanen, at de danske rejsende køber et såkaldt Jojo-kort - Skånetrafikens periodekort - i stedet for DSB's.

»Vi anbefaler vores medlemmer at rejse på Jojo-kortet fremover. Det kan man sagtens få, selv om man er dansker, og det har nogle fordele i forhold til DSB, bl.a. at det ikke er personligt,« siger talsmanden for pendlerne, Michael Randropp.

Han forstår ikke, at der ikke bliver indført nogle regler, som gør prisen til den samme, uanset om man pendler fra Danmark til Sverige eller vice versa.

»Rejsen skal jo koste det samme, uanset om man rejser fra A til B eller fra B til A,« siger han.

DSB's egne undersøgelser har vist en forsinkelse på i gennemsnit 20 minutter på togene over Øresund efter indførelsen af ID-kontrollen.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Indland
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her