*

Trafik & vejr

Tre personer har mistet livet i trafikulykke i Vestjylland

En ulykke i Vestjylland har kostet tre personer livet. De blev ramt bagfra af en lastbil.

Tre personer har tirsdag formiddag mistet livet i en trafikulykke på Ringkøbingvej ved Lem i Vestjylland.

Ulykken skete, da tre køretøjer holdt stille for at lade en vindmølletransport komme ud på vejen fra en mindre sidevej.

- Der kom så en lastbil, som overså de tre biler og kørte op i dem bagfra, siger vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi.

- Det betød, at chaufføren i en minibus afgik ved døden. I en personbil, som holdt foran minibussen, døde der to personer, siger vagtchefen.

De to dræbte i personbilen var et ægtepar fra en lille by uden for Herning. De blev henholdsvis 62 og 59 år.

Chaufføren i minibussen var en 27-årig mand fra Ringkøbing.

De pårørende er underrettet.

Vagtchef Jens Claumarch fortæller, at chaufføren i lastbilen er meget chokeret over ulykken.

- Han er blevet kørt til sygehuset for at blive tjekket for chok, men han er ikke kommet noget fysisk til.

- På et tidspunkt skal han afhøres, og umiddelbart vil jeg tro, at han har været uopmærksom. Nærmere undersøgelser skal vise, om hans udstyr var i orden, og om han har kørt for stærkt. Vi ved allerede nu, at han ikke havde drukket, siger vagtchefen.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken kort før klokken 9.30.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Indland
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her