Junivejret bliver - desværre - helt normalt
I næste uge opper vejret sig en smule, og første halvdel af juni tegner til at ligge på normalen.
Selvom vi nærmer os juni måned, er der ikke umiddelbart noget tegn til omslag i vejret, der kan få os til at grave badebukserne eller bikinien frem.
Vejret bliver nemlig temmelig normalt, hvilket indebærer moderate temperaturer og risiko for hyppige vejrskift.
Det fremgår af DMI's nye månedsprognose, som blev offentliggjort onsdag.
Denne uges kølige temperaturer ser ud til at bedres en smule i næste uge, men der er omvendt ingen grund til at aflyse charterferien til varmere himmelstrøg.
Næppe over 16 grader
Generelt ser resten af maj måned ud til at blive kølig, fordi et lavtryk fra Island og Norskehavet trækker kulden med sig ned over Nordsøen og Danmark fra nordvest.
| Det "normale" vejr | Juni | Juli | August |
|---|---|---|---|
| Nedbør (mm) | 68 | 77 | 91 |
| Dagtemperaturer | 18,5 | 21,6 | 21,1 |
| Nattemperaturer | 10,6 | 13,4 | 13,5 |
| Solskinstimer | 239 | 232 | 196 |
Kilde: Vejrdata 2001-2010, DMI
I uge 22 (27. maj til 2. juni) ser det ud til, at lavtrykkene primært ligger vest og syd for os, og dermed er Danmark på den varme side og får lidt lunere temperaturer ind fra øst. Men fronterne er ustabile, og ustabilt vejr kan ikke udelukkes, understreger DMI.
Man skal ikke vente varmegrader på over 14 til 16 grader, lyder det i prognosen, men omvendt er disse temperaturerne altså tæt på normalen for maj måned, understreger DMI.
Frontplacering afgør varmen
DMI har også kigget frem til uge 23-24 (3.-17. juni), hvor det lige nu ser ud til, at et højtryk over Skandinavien forstærkes en smule, mens et andet højtryk over Atlanten svækkes en anelse.
Det betyder, at lavtrykkene kan begynde at nærme sig Europa fra vest, og at vi vender tilbage til den kendte vestlige strømning med lavtryk og frontpassager.
Når lavtrykkene af og til tager en lidt sydligere bane, vil Danmark få vind fra øst eller sydøst og højere temperaturer.
Tæt på normalen i juni
DMI forudser, at temperaturen i dagtimerne ser ud til at ligge tæt på normalen for juni, der er mellem 17 og 22 grader. På de gode dage kan temperaturen snige sig op på 25-26 grader, mens nætterne kommer til at ligge på 10 til 13 grader.
I prognosen gør DMI dog opmærksom på, at Danmark i hele prognoseperioden vil ligge på grænsen mellem kold luft i vest og sydvest og varm luft mod øst og nordøst.
Den endelige placering af lavtrykkene vil afgøre, om vi skal have badetøjet frem allerede i juni.