Motorcyklist dræbt i ulykke ved Roskilde
En mand er omkommet i en ulykke ved Kirke Hvalsø.
En trafikulykke på Roskildevej mellem Kirke Hvalsø og Osted kostede mandag eftermiddag en 52-årig motorcyklist livet.
- Han kørte bag en hestetrailer, der på et tidspunkt kom i slinger og ramte en modkørende bil, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi, Allan Kronvold.
Ved sammenstødet mistede føreren af den modkørende bil herredømmet over køretøjet, der kom over i den forkerte side af vejen og kørte frontalt ind i den 52-årige.
- Motorcyklisten forsøgte at undgå kollisionen ved at bremse hårdt op og lægge motorcyklen ned på siden, men det var forgæves, og han blev dræbt på stedet, siger Allan Kronvold.
Pinsens anden dødsulykke
Familien, der sad i den bil, som ramte motorcyklen, var chokeret efter ulykken, men kom ikke fysisk til skade.
Det er den anden dødsulykke, der rammer en motorcyklist i pinsen. Lørdag mistede en 60-årig mand livet, da han kørte galt på sin motorcykel ved Kolind på Djursland.
Ulykken skete, da han i en venstrekurve på Nødagervej mistede herredømmet over sin motorcykel.
Den 60-årige ramte en sten i højre side af vejen og fortsatte ind i en motorcykel, der holdt parkeret, samt nogle betonklodser, før han til sidst ramte en træpæl.